Tunboere i Amerika
Af Kristian Wiese
Der er jernbeslag på kanterne. Den er stor, sort og mere end en meter lang. En gammel amerika-kuffert. Men hvordan er den havnet på et staldloft vesterude på Tunø? Og hvis den har været i Amerika – hvorfor er den så ikke blevet derovre? Kufferten skal vise sig at rumme fortællingen om et job på en bilfabrik i Detroit, om forliste udvandrerdrømme, en aldrig benyttet returbillet - og en hurtig forelskelse. For mig blev den også anledningen til at undersøge nogle af de glemte forbindelser mellem USA og Tunø
Midt i verden
Mange betragter i dag Tunø som et isoleret samfund, besværligt at komme til
og fra. Men indtil 1. verdenskrig var skibene de vigtigste transportmidler og
tunboerne kom vidt omkring. De tog hyre og sejlede på fragtskibe mellem havne i
Østersøen og Nordsøen. Drømte en sømand om langt fjernere kyster, så kunne han
sagtens gøre drømmen til virkelighed.
Fra midten af attenhundredetallet blev udlængslen nærmest sat i system og den
udviklede sig til masse-industri. Der blev oprettet talrige dampskibsruter fra
Europa til Amerika, store jernbane-konsortier kappedes om at lægge skinner tværs
over det enorme amerikanske kontinent og der var store penge at tjene ved at
fragte millioner af fattige europærer til den nye verden.
Jernbane- og dampskibsselskaber hyrede agenter til at overbevise folk om den
lykke og rigdom, der ventede i Amerika. Mange var så fattige, at de måtte købe
billet på afbetaling. Det betød til gengæld, at de måtte slave i årevis når de
kom frem, for at kunne afdrage deres gæld.
|
|
Ansøgningsblanket til Skandinavien-Amerika Linie. Fundet hos Jørgen Thunbo, hvis far Ras. Michael Olesen Thunbo, g.m. Bodil Marie Degn, moster til Kr. Degn, var agent for rederiet. Han tog til USA i 1888, men kom hjem igen i 1897. På næste side ses hans tildeling af amerikansk statsborgerskab 26. dec. 1891.
De mange historier om ulykkelige skæbner fik de danske myndigheder til at gribe ind med lovgivning. Agenterne skulle have licens og immigranterne blev registreret med navn, stilling, bopæl, skibsrute og bestemmelsessted i Amerika. Kjøbenhavns Politi fik opgaven med at skrive de mange oplysninger ned i deres protokoller og derfor kender vi i dag navnene på de fleste af dem, der rejste ud med drømme og store kufferter.
Tunø-drenge i San Francisco
I forhold til øens størrelse, så afslører arkiverne at usædvanligt mange
emigrerede fra Tunø. Alene fra 1877 til 1906 står 23 tunboere opført på listerne
og påfaldende mange af dem er store drenge.
Som Marinus Jensen og Jens Johan Christensen. De er 19 og 18 år gamle, da de i
april 1877 forlader øen. Den 25. april kan de to unge sømænd gå ombord
på atlanterhavsdamperen i Hamborg. Alene billetten til New York har kostet dem
lige så meget som en håndværkers løn i et halvt år. Men de skal længere endnu,
og da de ser Frihedsgudinden er de kun nået halvvejs.
Der er formentlig mange danskere ombord. Tusindvis af landsmænd bliver i de år
lokket til Amerika ved udsigten til at kunne få 54 acres uopdyrket præriejord.
Et enormt jordstykke sammenlignet med forholdene hjemme på Tunø, men Marinus og
Jens Johan drømmer ikke om landbrug og de skal hverken til Iowa eller Nebraska.
Drengene fra Tunø har bestemt sig for at rejse helt til San Francisco.
”Hotel Larsen” og æbleskiver
I 1877 er det sytten år siden, der blev gjort store guldfund i bjergene øst for byen, hvilket gav genlyd over hele verden. Nu er byen knap så lovløs, og der bor allerede over tusinde danskere i San Francisco.
Der boede allerede mere end tusinde danskere i byen, da Jens Johan Christensen og Marinus Jensen kom til San Francisco i 1877.
 |
Fire gæve sømænd fra Tunø fotograferet under landgang på ukendt tid og sted. Sådan kunne de første immigranter have set ud, da de for første gang satte deres ben på det amerikanske kontinent. Billedet stammer fra Søren Hansen og er ikke lavet på papir, men på en metalplade. |
Som andre invandrergrupper holder danskerne sammen og hjælper hinanden. Da Marinus og Jens Johan ankommer, må de hurtigt have stiftet bekendtskab med ”Hotel Larsen”. Måske har de besøgt ”Tivoli Café”, hvor danske kvinder serverer kager og æbleskiver. Begge forretninger var grundlagt af en snedker fra Odense. På dette tidspunkt er en del danske sømand gået i land og driver nu værtshuse. I 1882 grundlægges den dansksprogede avis ”Bien”, og i Howard Street opstår der snart en hel gade med danske apoteker, værtshuse og forretninger.De to unge tunboer har naturligvis skrevet breve hjem til Tunø og fortalt om deres oplevelser. Det har inspireret andre til at følge efter, for i 1882 udvandrer også 18-årige Hans C. Jørgensen fra Tunø til San Francisco. Fem år senere er det de to 20 år gamle, Jens Rasmus Jensen og Jørgen Th. Jørgensen, der følger efter.
I 1888 bliver Tunø næsten drænet for unge med drømme om Californien og San Francisco. På de samme datoer i april og november udvandrer Rasmus M. Holm (18 år, tyende), Ludvig Peter Kjeldsen (18 år, sømand), Christen Rasmussen Kjeldsen (20, bager), Rasmus Jørgen Kjeldsen (21 år, skomager), Hans Peter Petersen (17 år, sømand), Rasmus M. Thunbo (18 år, tyende), Jens J. Mikkelsen (20 år, seminarist) - alle har de San Francisco som bestemmelsessted..Der var altså en pæn koloni af unge tunboere i San Francisco for 120 år siden. Deres navne genfinder vi i folketællingslisterne fra Tunø, hvor de står opført som ”midlertidigt” bosiddende i USA.
 |
 |
|
| Christen Rasmussen Kjeldsen, kaldet
”Bageren”, sammen med hustruen Mathilde. Han fik arbejde på en savmølle i San
Francisco. Sammen fik de sønnerne, Vernon, Chris og Lester. Hjemme på Tunø blev
broderen Chr. Stigaard Kjeldsens søn opkaldt efter sidstnævnte. Her er de
fotograferet i stiveste puds i Santa Rosa, en by 80 km nord for San Francisco (Lokalhist.
Arkiv f. Tunø).
|
Af de tre Kjeldsen-brødre Christen, Ludvig og Rasmus Jørgen, var det kun den sidstnævnte, der besluttede sig for at vende hjem igen. Han var i 1887 blevet gift med sin kusine Marie Kjeldine Oline Kjeldsen, som da var gravid i fjerde måned. Barnet Christian Mikael var altså kun fem mdr. gammelt, da faderen i 1888 sammen med Chresten og Ludvig drager af sted. Rasmus Jørgen var skomager. Tilsyneladende bliver Marie hjemme, og han skulle vel prøve lykken og vende hjem med penge på lommen. I 1891 ville Rasmus Jørgen tilbage, men han dør midt på Atlanten på hjemrejsen. Hun gifter sig herefter i 1893 med Niels Peter Sørensen, der var kommet til øen som mejeribestyrer, senere landmand, idet han overtog svigerfaderen Mikkel Kjeldsens gård ”Slejager”. Marie var søster til Chr. M. Kjeldsen, der byggede kirkeskibet til kirken i danskerbyen Solvang i Californien. En Marie Kjeldsen udvandrer iflg. Udvandrerarkivet fra Århus i april 1891, så måske var hun på vej over til Rasmus Jørgen, og vender så senere på året tilbage sammen med ham og er således ved hans side, da han dør. Billedet (bryllupsbillede?) er taget i Århus hos V.E. Svendsen, Sct. Clemensbro (Lokalhist. Arkiv f. Tunø). |
Plantage-ejer og politiker
Måske kom flere af dem hjem igen på besøg og under alle omstændigheder holdt de kontakten ved lige. Gamle tunboere kan fortælle om dengang der stadig kom breve fra Amerika med hilsner - og en dollarseddel, som kunne gøre en stor forskel for familien. Måske var der pengesedler i brevene fra Jens Johan Christensen, ham der som den første tog af sted med kammeraten Marius i april 1877. I hvert fald gik det Jens Johan usædvanligt godt i Amerika.I juni nåede han frem til byen, og i den første tid tjente han til dagen og vejen ved fiskeri. Senere lykkedes det for ham at etablere sig som tømrermester, senere entreprenør og plantageejer.Kvinder var der ikke mange af i Vesten, men 12 år efter ankomsten bliver tunboen gift og familien slår sig ned i Cathlamet i de næste 20 år. I 1910 investerer Jens Johans Christensen en del af formuen i en frugtplantage i Clackamas. Den driver han i 10 år indtil han flytter til Portland i Oregon for at leve som pensionist. I en avis-nekrolog fra 1939 kan man også læse, at drengen fra Tunø i 1890-erne var county comissioner, en slags lokal embedsmand og politiker.Om kammeraten Marinus Jensen ved vi ikke meget andet, end at han i det mindste fik både fyrtårnet og Sønderklint at se igen. Det fremgår nemlig at arkiverne, at han udvandrer en gang til 37 år gammel i Maj 1895.
Kirkeskibet i Solvang
Her slutter sporerne. Måske kan årsskriftets læsere hjælpe med flere oplysninger om de unge tunboeres skæbne i Californien? Under alle omstændigheder falder der dog et par brikker på plads. Det er ikke længere helt så overraskende, at det blev Chr. M. Kjeldsen, kaldet "Unge Kjeldsen", fra Tunø, der i 1934 lavede skibet til den danske kirke i Solvang. Han har kendt til byen gennem sine slægtninge, for hele tre Kjeldsen-drenge udvandrede jo til området 46 år tidligere.
 |
 |
|
| Kirkeskibet ”Marmora” i Solvang kirke, Californien. (Foto: P. Mandrup Hansen). | En stolt Chresten Kjeldsen inden skibet sendes til Solvang. |
Solvang kirke, Californien (Foto: P. Mandrup Hansen)
I dag er Solvang en kulisse-by for turister, men for knap 100 år siden var den et højskolemiljø og en dansker-koloni. De californiske ”tunboere” har helt sikkert kendt stedet, en eller flere af dem har måske ligefrem bosat sig i byen eller på anden vis haft tilknytning til den danske kirke.
En kuffert vender hjem
Lad os slutte med den store gamle kuffert på staldloftet. I 1996 købte vi Hovedgaden 110 af boet efter Kristian Degn. Det var selvfølgelig hans kuffert vi fandt. I 1929 kom den med ombord på ”Kong Frederik d. 8.”, som sejlede mellem København og New York. Det blev en sejltur med stor søgang, og på en stor del af rejsen måtte kuffertens ejermand sidde med en lille tunø-pige på skødet. Forældrene var for søsyge til at kunne tage sig af hende. Pigen har selv fortalt mig historien. Hun hedder Irene Andersen (født Schmidt) og bor i Skolegade i Hou. Irene var 2½ år gammel, da hun udvandrede sammen med forældrene Hugo og Ingeborg Schmidt, de senere ejere af ”Slejager” på Tunø.
Da tunboerne kom til New York skiltes de, og Kristian Degn tog videre til Detroit og fik arbejde på en bilfabrik. Efter flere år ved samlebåndet besluttede han, at besøge familien og Tunø en sidste gang. Det skulle imidlertid ikke komme til at gå som planlagt, for hjemme på øen mødte han en besøgende pige fra Vestjylland.Det må have været kærlighed ved første blik, for Ida Marie fik Kristian til at glemme alt om bilfabrik og Amerika. De blev gift og Kristian blev landmand på Tunø.
Den ubrugte returbillet lå stadig i skuffen, da Kristian døde i 1996. Amerika-kufferten befinder sig fortsat på gården og den er ikke længere forvist til loftet over stalden.
*
Skriftlige kilder:
Danske i USA 1850-2000
(Torben Grønnegaard Jeppesen)
Drømmen om Amerika
(Erik Helmer Pedersen)