Her var den gode skik, at det ene år begyndte det ude ved Jakob Sørensen (Lorange) og det andet år hos Chr. Molbo (nu Valdemar). Og ligeså vesterude. I byen var der 27, der skulle tærskes for, og vesterude 16.

Den første traktor fik vi i 1946-47, det var en Ford, så en Fordson, disse var på jernhjul, og Fordson`n var med pigge, som fuldstændig rev vores veje op, vi havde godt nok transportringe til den, men jeg husker aldrig, de har været taget i brug. Den næste og sidste var så en Fordson Major. Se, det var noget helt andet, for den havde nemlig gummihjul, og kørte på benzin, og var dermed meget nemmere at starte.

Ved den årlige generalforsamling skulle der foruden prisen for at få tærsket korn, det meget spændende moment vælges fire gode og stærke mænd, som skulle være værkførere, den ene skulle lægge i værket, den anden skulle passe værket (motoren), halmpresseren og avneblæseren, og ikke bare det, men også bære korn på loftet (100kg pr. sæk, den anden, som skulle bære korn måtte landmanden selv skaffe). Det var et meget eftertragtet job, jeg søgte, og kom med. I 1957 har jeg skrevet i min lommebog at prisen var 3,25 i timen.

Men se, det at få tærsket var jo noget alle så meget op til, det var jo spændende, om det var en god eller dårlig høst. Nå, værkføreren kunne jo godt hjælpe lidt til at pynte på udbyttet, f. eks. ved at lave en god, lang snøvs på sækken, og i enkelte tilfælde, hvis en nabo nu godt ville have lidt mere end den anden, kunne vi jo slå lidt flere kridtstreger på tavlen. På denne sorte tavle, som var malet på værket, skulle vi slå en streg for hver tønde korn, vi bar på loftet.

Enkelte var måske ikke helt tilfredse med resultatet, og skrev så selv lidt flere på om aftenen, men os, der førte tavlen, kunne jo nok se, at de tilførte ekstra streger var længere end dem, vi førte, men hvad, det var jo ikke så ringe for selskabet, da der jo skulle betales pr. tønde tærsket korn. Og når alle var tilfredse, var det jo fint nok.

Nå, men nu lidt om selve bemandingen når det kørte, først to i stakken, en båndskærer og en ilægger på værket, to kornbærere, en eller to til at stikke halm op på loftet, og så to eller tre alt efter hvor stor loftet var, det var den almindelige bemanding, altså ca. ti mand i alt.

Der var jo en del forskel på, hvad den enkelte havde af korn, men jeg kan se, at den, der i 1957 havde mindst havde 29 tønder, og den, der var højest, havde 147 tønder.

Normalt, så hjalp folk hinanden når vi tærskede, men enkelte betalte simpelthen, altså lejede folk til det. Vejret kunne jo være meget forskelligt, hvis det var en regnfuld periode, kunne det være meget besværligt, kom der en kraftig regnbyge kunne vi jo ikke fortsætte, for det første kunne remmene jo ikke trække når de blev våde, og stakken skulle hurtigt dækkes til, som regel med halmballer, presenninger fandtes kun til at overdække værket til, plastik fandtes jo ikke.

Men der var mange andre ting, der kunne drille, halmpresseren var den, der tit var problemer med, den ville mange gange ikke binde halmen, så det var noget, vi hele tiden skulle holde øje med, landmanden blev just ikke glad, hvis der kom en lang stige med løs halm. Så ofte måtte vi jo tilkalde vores ”alles” gode smed, A. Jørgensen, han kiggede så på den, og ofte har jeg hørt ham sige, når han havde snøvset lidt, ”Det skulle ellers være et godt mærke”, men det gav jo mange gange en tiltrængt pause for de andre.

Men der kunne jo også være de dage, som bare gik fint, men det kunne også være træls, især for dem, der stod i stakken, og måske var blevet smøgtrængende, en af dem der fint kunne og ville gøre en pause tog, når ingen så det, et neg på forken og kørte avneblæser-remmen af, og i løbet af et minuts tid var alle rørene stoppet, og det kunne fint tage op til et kvarter, før vi fik dem tømt og samlet igen.

To høstbilleder fra ca. 1943. Reiner er eneste nulevende på billedet. På det til venstre sidder han oppe i hullet. På det andet sidder han forrest (skjult bag kaffekop)

De sidste år, hvor vi kørte med værkerne, købte vi så en kornblæser, og det sparede jo en mand, men så kunne vi jo heller ikke vide, hvor mange tønder korn vi tærskede.

Men som sagt, det var meget hyggeligt, og nu lidt om forplejningen, og det var bare tider dengang. Klokken 7.30 mødte vi, udstyret med en lille eller stor madpakke, klokken 10 var der så frokost med først en øl, så kaffe med flot kagebord, klokken 10.30 satte vi i gang igen. Klokken 12 tog vi hjem til  middag og klokken 13 mødte vi igen, og det  næste vi så kunne se frem til, var det store flotte kaffebord klokken 15, og det var i sandhed flot, jeg nævner i flæng hvad det bestod af: hjemmebagt franskbrød, kringle, rismelskage, wienerbrød, citronkage, chokolade- kage, krydderkage, hvid lagkage, brun lagkage, rutebiler, vaniljekranse, fedtkager.

Så når vi, godt forspiste startede igen ca. 15.30 så var det næste og sidste, vi kunne se frem til en ølpause klokken 17, for det meste nr. 1 øl, enkelte ville kun spendere nr. 2 som lys øl. Klokken 18 holdt vi så fyraften. Og nå vi så var færdige hos den enkelte fik vi ofte cigarer og øl igen. En anden god skik var den, at når vi var færdige med kaffe, så kom alle nabokonerne, også til flot kaffebord. Ja, det var tider dengang.

Omkring 1964-65 kom så den første mejetærsker, og dermed fik så selskabet en langsom, men sikker død, meget af hyggen ved høsten var slut. I 1966 var vi kun 4 der brugte det sidste værk, og dermed var det slut.

Et kapitel i Tunøs historie var forbi med det gode samarbejde det gav. En udvikling kan og skal man ikke gå imod, men nyde.