Skelettet under gulvbrædderne

Da håndværkere på Tunø i 1930 nedbrød ”det gamle enkesæde” østligst i byen, nu Hovedgaden 8, fandt man under gulvbrædderne et skelet, som angiveligt var fra et lille nyfødt barn. Ved siden af lå en hammer. Martin Thunbo, der var med til arbejdet, tog hammeren med sig. En god hammer kunne man altid bruge. Han brugte den nu ikke ret meget, for han ramte altid forkert med den og det gik ud over tommelen på venstre hånd, skulle han have sagt. Nogle blandt mændene mente nu, at skelettet mest mindede om en kat. Man kunne aldrig vide. Men Martin holdt nu på sit.

Præsteenken, der gav navn til ejendommen, var Ellen Marie Langballe, f. Balch. Hun blev i 1770 som 49-årig enke efter pastor Erich Erichsen Langballe og døde på Tunø tretten år senere i 1783. Som regel var præsterne på Tunø enlige svaler, der kom forbi og boede på øen en kortere tid, men Langballe-slægten strakte sin tilstedeværelse på Tunø over mere end hundrede år.

I 1649 var Christen Rasmussen blevet præst på Tunø. Han blev kaldet af Domkapitlet i Århus, idet Tunø kirke da ejedes af Århus Domkirke, en ordning der først ophævedes i 1948, da kirken blev sognets ejendom. I kaldsbrevet kaldes han Christian Rasmussen Wuldom (i embedsbogen Volden). Kaldsbrevet (her bragt efter kopi) begynder således:

”Doctor Jacob Matthiesen, Superintendent over Aarhuus Stift, Søren Andersen, Jacob Knudsen, Christen Nielsen Friis, Niels Nielsen Krog og Søren Hansen Harboe, Residerende Canniker ved Aarhuus Dom-Kirke gør vitterligt, at eftersom Gud allermægtigste haver ved den timelig Død bortkaldet hæderlig Mand Lauritz Jensen Riiber, forrig Sogne-Præst paa Thund Land og meenige Sogne Mænd efter Ordinantzen af Aarhuus Capitul, under hvis Jure Patronatus bemte Tund-Land og Kirke ligger, have begieret, at de med en retsindig Siæle-Sørger maatte forsynes, da have vi næst Bøn og Guds Paakaldelse tilsted og bevilget hæderlig person Christian Rasmussen Wuldom, paa samme Kald her fra os udi Aarhuus Dom-Kirke at lade sig høre, efter at hand tilforn for Tilhørerne paa Thund haver prædiket, som og lod hans gaver sig vel befalde, og eftersom hand befindes at være forlenet med de Gaver, at hand, næst Guds-Frygt, flittig Studering og et Christeligt Levnet, samme Menighed med Guds Naade kand betiene, da have vi efter den Rigtighed, som Capitulet til same Sogn paa Dom-Kirken af Arrilds Tiid haver fuldt, kaldet og nu med dette vort aaben Brev kalder bemte Christen Rasmussen til en Sogne-Præst og Guds Ords Tienere paa fornte. Tund Land, og hanem hermed same Kald confererer, saafremt hand til same Kirke-Tieneste paa sine tilbørlige Stæder findes dygtig og duelig, og skal han for sin Umag og Tieneste nyde og beholde alt hvis hand efter Kongl. Majest. Ordinantz er tilberretiget, og derforuden for Kaldets Ringheds Skyld ald den Andeel af Kirkens Tiende, som Aarhuus Dom-Kirke ellers selv med rette tilkomer, ligesom hans Sl. Formand før hannem havt haver og af Arrilds Tiid haver været bevilget til Præstens underholdning der samme Steds.” (LaVi C 35.3 – fol. 10-22).

Vi stopper her, ved det første punktum i teksten! I resten af kaldsbrevet nævnes, hvilke opgaver præsten skal udføre. Han skal leve et sobert liv, være lærd og omgængelig, retsindig sjælesørger. Han skal holde gudstjeneste alle søn - og helligdage efter den kongelige forordning. Han skal holde morgenbøn i kirken og bygge og forbedre præstegården. Han må ikke bortleje eller bortsælge præstegårdens jord. Til gengæld for dette skal beboerne antage ham som deres præst og sjælesørger og vise ham ære og lydighed, som de siden Arilds tid har gjort mod deres præst.

Kaldsbrevet er bragt i kopi i Chr. Rasmussens beskrivelse af Tunø sognekald i 1661. Her fortæller han, at embedet er meget ringe, hvorfor præsten får den andel i kirkens tiende, som domkirken ellers skulle have haft, hvilket også er nævnt i kaldsbrevet. I alt er der 16 bønder, der betaler tiende. På præstegårdens jorder kan kun avles 7 tdr. korn af alle slags, og der er ikke mere jord, end det kan dyrkes med plovfællesskab med ”en af de ringeste Sogne-Mænd”. Herudover er der ingen andre indtægter til embedet. Hans forgængere i embedet har højlydt beklaget sig, men der er endnu ikke fra øvrighedens side gjort noget for at forbedre det. I Chr. V’s matrikel fra 1688 ser det nu ikke helt så slemt ud. Her er Chr. Rasmussen den der suverænt har mest jord under plov. Præsteembedet har 11,4 td. land og privat har han selv indkøbt 14,7 td., hvortil kommer at der til embedet er fæstet boelsjord nr. 7 på 4,7 td. land, altså i alt 30,8 td. land. (Ang. Domkirkens boelsjorder: se Årsskrift 1995).

Christen Rasmussen blev student fra Viborg latinskole og var på Tunø gift to gange, første gang muligvis med sin forgængers enke, som skik var. En nye præst i et embede havde forsørgelsespligt overfor en evt. enke, så der kunne være en økonomisk fordel for alle ved et sådant ægteskab. Hvordan det gik til at han kom til Tunø er ikke til at vide, men mon ikke han som færdiguddannet præst har haft tilknytning til Århus Domkirke som kannik eller lign. Det har nok været et stort ønske for ham at få et præstekald, så da han får tilbudt den ellers ikke særligt indbringende stilling på Tunø, slår han til. Hans andet ægteskab var med Mette Jensdatter, der højst sandsynligt var fra øen. Datteren Karen fra første ægteskab bliver gift med Søren Jørgensen Gylling, der iflg. Matriklen 1688 er ejer af 3,7 td. land og desuden forpagter af domkirkens boelsjord nr. 6 på 3,2 td. land. Han er desuden kirkeværge. Sønnen Rasmus af andet ægteskab dør som kapellan hos faderen. Sønnen Jens bliver tilsyneladende boende på øen, overtager faderens private jord og gifter sig med en pige fra Tunø. Datteren Anna gifter sig med faderens efterfølger i embedet Erich Dinussen Langballe, da der nok var for stor aldersforskel på ham og enken til at giftermål mellem dem kunne komme på tale.

Chr. Rasmussen oprettede et legat på 10 Sldlr., hvis renter sammen med renterne af forgængeren Jørgen Hansens legat på 20 Sltdlr. skulle tilfalde "Degnen på Thunø for at holde daglig Morgenbøn eller Chorsang i Kirken. For begge Legater er ingen anden Fundatz, end en Optegnelse af 1667 i den gamle Kirkebog, der nu er brændt. v. Hoffm. Fundatz III. 188 - Kapitalen er indestaaende nu med 25 rdl. i Kongens Kasse." (Kilde: Sognepr. på T. - Præstegårdens arkiv).

Hads Herredsting behandler 18. maj 1663 en klage, som Chr. Rasmussen har anlagt mod Clemend Sørensen, fordi denne efter at have modtaget de aftalte fæstepenge for ansættelse i præstens tjeneste er stukket af til Dyngby, hvor han nu er ansat hos Søren Benidsen. Clemend Sørensen lover at vende tilbage og opfylde aftalen.

12. febr. 1675 er han indblandet i en mystisk sag i Århus om en Maren Mogensdatter fra Tunø, der i skikkelse af en sort kat skulle have fået Christen Christensen ved Åen til at påføre sig selv ”nogle knivslag i hans bug og i pungen af hans lønlige lem”, som han senere dør af. Vidner sagde, at ”8 dage før den Ulykke skete, da kom præsten på Tunø hr. Christen ind til Christen Christensen og sagde til ham, om han ikke var ræd for hende Tunø Maren, dertil han svarede, nej. Så spurgte han konen Karen Jørgensdatter, om hun ikke var ræd for hende, dertil hun svarede nej, hun kendte ingen på Tunø.” (Århus Byfoged Tingbøger 1636 - 1702 - nr. 50).

Desværre hører vi ikke hvordan det gik Maren, om hun blev anklaget og dømt for hekseri.

Haufreballegaards ambt

Ning Herridt 974

Thuen-øe oc Sougen

udi huilcket findes

Proprieta Eyer og Gaardmend folio

1. Hr. Christen Rasmussen 2 – 63 – 81

2. Hr. Christen Rasmussen

fri indkiøbt eyen-

dombs iord 4 – 65 – 85

3. Præstens Boels iord

som hand hafuer udi

Fæste sin Lifs Tid 7 – 66 – 84

4. Michel Ibsens Eyendom 6 – 67 – 85

5. Jørgen Jensens Eyendomb 11– 68 – 87

6. Michel Rasmussen Foged

hans Eyendomb 12– 69 – 88

7. Jens Laursen 16 – 69 – 90

8. Søren Rasmussen 19 – 70 – 92

9. Unge Olluf Hansen 22 – 71 – 94

10. Olluf Hansen Schreder 24 – 72 – 95

I 1687 dør så Chr. Rasmussen og 1. aug. samme år holdes der skifte i dødsboet. Til at registrere og vurdere boet indkaldes degnen Mads Rasmussen, Søren Rasmussen, Ole (Oluf) Hansen og Joen Mikkelsen, alle fra Tunø, de tre sidste nævnt i Matriklen 1688. Datteren Anne er 18 år gammel og hendes værge og formynder ved skiftet er hendes kommende mand, den nye præst Erich Dinussen Langballe. Skiftet blev foretaget af de gejstlige myndigheder og indeholder en fortegnelse over indbo og besætning. Og det ser ikke helt sølle ud, hvis man tænker på præstens tidligere beklagelser. Her er en del sølv-, tin- og messingting, bl.a. en sølvkande vurderet til 32 rdl., rigeligt med møbler og fx 22 over- og underdyner. Besætningen bestod af 22 kreaturer, 33 får og lam, ni grise og ni heste med to føl. Boet værdi er i alt 1700 rdl., dengang en ganske betydelig sum. Datteren Karen af første ægteskab arver intet, da hun allerede havde fået en del, temmelig sikkert ved skifte efter den første kones død. En liste blev fremlagt som dokumentation herfor. Enken arver halvdelen, og af resten arver enken og hver søn det dobbelte af en datter, hvorfor Annes arv bliver 1/14 af 1700 rdl., nemlig 121 rdl. Moderen giver dog af sin broderlod 60 rdl. til hvert af børnene, så Annes samlede arv bliver i alt 181 rdl.

”Rasmus Christensens og Jens Christensens Arfvedeel sig belangendes; Da som de tachnemmeligen erkiender den særdeles Godhed, som Moderen dennem beviiset haver, deris Arfvelod ved sin Andeel, efter ovenbemte af forbedere, anlover de ogsaa, Moderen, med des større Hørsomhed og Ærbødighed, foruden deris anden Sønlig Pligt at vilde bereigne, og iche alene stræbe efter Dyd, Flittighed og Erbahrhed, men End og deres Tilfaldene Arvf, fornuftig at bruge, og Alene efter Moderens Villie employere til Nøtte og Tarv i Fremtiden; og hvis iche /: Imod forhaabning :/ dette af nogen efterleves skulde, haver Moderen magt udi den udlagde Eyendombs Jord, sin Gave uden nogen Prætention at til sig tage, og efter sin Villie, bruge, Eye og Dispensere.

Ellers have Tilsynsvergerne, deris Arfvedeel saaledes at forestaa at iche nogen ansvarlig andeel dem i Hænde gives eller bortselges, uden baade Øfrighedens og Moderens Consens, indtil de, fra samme inspection af Øfrigheden vorder erledigede. Og som Ane Christensdatter endog udi Moderens Gafve een Broderdeel haver bekommet, anlover hun med des støre Kierlighed, sin K. Moder, særdeles udi hendes nu tilstunde Alderdom at vilde begeigne.

Slutningen, Moderen paa den Eene Side, og Børnene som Arfvinger paa den anden Side, adspurde, om de havde noget i Nogen maade mod sin anden indbyrdes, eller noget u-fornøyeligt imod dette Skifteds Forretning at melde, hvortil de alle Eendregteligen svarede Ney. Og ere saaledes interessenterne indbyrdes, og Skifteds forvaltende, med et venligt Haandslag bleven adskilde, og dette Skifte i Jesu Navn til Endebragt, og af de ved kommendes underskrevedt og beseiglet. Actum Sterfboedt Tundøe Præstegaard, Anno et Die ut Supra Et Seqventibus.” (LaVi C 35.3 – fol. 10-22).

Vi har ikke mange kilder, der viser hvordan folk på Tunø gik klædt o. 1700. Her er gravstenen over degnen Mads Rasmussen (f. 1640 – d. 1717) og Ane Jørgensdatter. Han iført knælang kofte m. ærmeopslag og et firkantet kravestykke, dertil knæbukser og sko med kraftige hæle og spænder. Hun i en rynket fodsid dragt og bånd med sløjfe om livet. Overdelen har ærmeopslag og i halsen har hun et tørklæde. På hovedet en ”konehue”.

På Tunø kendes i alt fem sådanne gravsten fra denne tid, hvilket kunne tyde på en vis rigdom blandt de største jordbesiddere. En sten er over øens foged Mads Rasmussen, en anden over Chr. Rasmussen Wuldens svigersøn Søren Jørgensen Gylling.

Det hele ender altså i stor fordragelighed med, at Anne lover at tage sig af moderen i hendes nu tilstundende alderdom, hvilket vil sige at hun kan blive boende i præstegården, hvor hendes yngste datter nu flytter ind som præstekone og hustru til øens nye præst, Erich Dinussen Langballe.

Erich Dinussen Langballe blev født i Århus i 1654 og blev student fra Århus Katedralskole i 1679 i en forholdsvis høj alder af 25 år. Hans far var skipper Dines Nielsen, født i Langballe i Mårslet sogn. Han tog 30. sept. 1653 borgerskab som skipper i Århus. Sønnen Erich har åbenbart haft gode evner og da økonomien var til det, var det nærliggende at drengen blev elev på katedralskolen. Skipperen har nok bakket knægten godt op, for det har også dengang været lidt fint at have en søn, der var mønsterbryder. I 1684 bliver han som 30-årig kapellan på Tunø hos den snart aldrende pastor Chr. Rasmussen, hvis datter Anne da var 13 år gammel. De bliver senere gift som tidligere nævnt. I ægteskabet er der ved Erich Langballes død i 1703 syv børn: Christen 14 år, Maren 13 år, Mette 10 år, Birgitte 9 år, Ane 6 år, Dienys (Dines) 3 år og Sidsel et år gammel. Hertil kommer, at hustruen er gravid med en dreng, der fødes d. 14. febr. 1704, tolv uger efter faderens død. Han får navnet Erich Erichsen Langballe og han bliver senere præst på sin fødeø.

I 1690 indsender pastor Langballe en beskrivelse af præstekaldet til Domkirkens kontor. Han beklager sig ligesom svigerfaderen og forgængeren over ”kaldets ringhed”. ”Fra gammel tid har der været syv tiende-pligtige bønder”, skriver han, ”men nu bor der nogle steder to bønder på een gård, på nogle endda flere”. En enkelt bonde ejer dog to gårde, men på den måde er der kun tretten bønder, der skal betaletiende. Senere i dokumentet skrives herom: ”Decimantium (dvs. tiendets) Formindskelse skeer efter haanden underfundeligen, idet at naar een enten arver, eller kand tilkiøbe sig en anden Gaard, da gives af 2de ikke meere end af Een, og naar mand lader sig forlyde med den Forkort, Præsten derover skeer, da enten nedbryder de Huusene og siden regner den for en øde Plads, eller indsetter en Stand-Svend, med hvilken man maae nøyes, hvilket synes at være største uret og en fortrydelig Formindskelse” (LaVi C 35.3 – fol. 58-66).

Den var gal allerede i 1592, hvad kan læses i Kancelliets Brevbøger: ”Miss. til Knud Brahe (lensmand i Århus). Kapitlet i Aarhuus Domkirke har klaget over, at Domkirkens Bønder og Tjenere paa Thuen vise sig noget uvillige og ikke vil svare den Landgilde (på 1000 flyndere), de efter Jordebogen ere pligtige at udgive, og har anmodet om, at der maa blive sørget for at Domkirken faar den Landgilde, der efter Kapitlets Jordebog med Rette bør følge den, Knud Brahe skal med Flid undersøge, om Domkirkens Bønder paa Thuen ere saa formuende, at de kunne udrede den i Jordebogen opførte aarlige Landgilde, og hvis saa er, give dem Tilhold om aarlig at yde den, saafremt de ikke ville staa til Rette efter Recessen” (Kanc. Brev. J.T.4-529b).

Jo, tunboerne har altid kunnet regne den ud – og øvrigheden var så dejligt langt, langt væk, helt i Århus!

Alle tre dele af både korn- og kvægtiendet tilfalder stadig præsten ”for kaldets ringheds skyld”. Korntiendet kan i gode år komme op på 20 tdr. rug og 16 tdr. byg, mens ”Qvæg-tienden er saare ringe, thi udaf Giæs, Høns og Ender samt Biesværmer er hidindtil intet vorden tiendet”. Andre indtægter er o. 6 Sletdaler ved hver af de tre store højtider Påske, Pinse og Jul, mens Skt. Hans-rente ikke gives. Som Jule-rente gives af hver bonde tre brød af værdi 3-4 Skilling, mens Påske-renten fra hver bonde er en snes æg og en kage (sikkert hvidt brød) af værdi 8-10 Skilling. Halvdelen af præstegårdens jord er indkøbt og derfor i princippet ejet af præsten. Boelsjord nr. 7 er givet præsteembedet i fæste af Domkirken. Pension til svigermoderen er ”at hun nyder en temelig stor Deel af Præstegaarden frie, til sin egen Brug og Nytte”. På præstegårdens grund kunne stå i alt 60 fag bygninger i kvadrat, hvert fag en favn bred, såfremt den var helt bebygget, dvs. i alt o. 100 m bygning. Desværre oplyses ikke hvor stor præstegården i virkeligheden var. På Matrikelkortet fra 1841, der ser ud til også at være målfast mht. bygningerne, har præstegården tre længer med bygninger på i alt o. 90 m. Jorden er meget ringe og flere steder ”fordærvet” af flyvesand, i alt 16 td. 2 skp. land, hartkorn 1 td. 2 skp. 3 Fjerdingkar. Prisen for præstegården blev ved svigerfaderens død sat til 120 rdl. (i skiftet står nu 180 rdl.).

Til sidst i beretningen nævnes lige, at der ikke findes dokumenter eller andet, der kan sige noget om præstens indkomster, ”eftersom de af Fienderne i forrige Tider er vorden bortrøvet, da baade Kirken og ald Landet blev udplyndret”. Det er vist eneste gang svenske-krigene 1656-59 omtales i arkivalierne om Tunø. De to messingstager på alteret i Tunø kirke minder os dog i dag om denne krig. De er fra ca. 1650 og er formentlig under Carl Gustav-krigen i 1658 skænket til kirken af to rytterofficerer fra den svenske hær.

Tunboerne var ikke fæstebønder på samme måde som i den øvrige del af landet. Kun de førnævnte syv boel var ejet af domkirken, og de udgjorde kun knap 10 % af det samlede dyrkede areal, så bønderne på Tunø var i princippet selvejere. Derfor var gården ikke en konstant enhed, som den var i landsbyerne i den øvrige del af landet. Gårdene varierede i størrelse fra slægtled til slægtled, afhængig af hvor mange børn der var til at arve jorden. Gården forstået som bygning var også en fleksibel størrelse. Med den modul-konstruktion (modul = fag) bindingsværket var udtryk for, var det nemt at nedbryde en længe og opføre den andetsteds, ligesom det var en smal sag at indrette en bolig i en udbygning, noget der faktisk kunne forekomme ved fx indretning af en aftægtsbolig på en gård. Tunboerne har aldrig været underlagt en herremand eller haft en ridefoged til at herse med sig. Den Michel Rasmussen Foged, der nævnes i Matriklen 1688, har selv været en af bønderne og ingen reel myndighed haft over beboerne, de var jo også hans naboer, familie og venner! Hans funktion har nok været den samme som senere sognefogeders. Ordningen nævnes første gang i et brev dat. 30. aug. 1630:

”Miss. Til Christian Thommissen og Laurids Lindenov. Aarhuus Domkapitel har begæret Kongens Bevilling til at ansætte en egen Foged og Dommer paa Tun Land, som kan dømme Indbyggerne imellem, da Øen ligger temmelig langt fra fastlandet og det derfor er besværligt at administrere Retten der. Adressaterne skal til Kancelliet indsende Erklæring om, hvorvidt samme Lands Jurisdiction afhænger alene af Kapitlet selv eller om nogen anden er interesseret deri og kunde besvære sig derover” (J.T. 8,276 – Kanc. Brevbøger).

December 1703 dør pastor Langballe 49 år gammel. Skiftet efter ham er bevaret i den gejstlige skifteprotokol. Kvinder og børn var i sådanne sager ikke myndige, men måtte have en værge eller formynder. Til laug-værge (værge for loven) for enken valgtes pastor Jochum Brodersen i Randlev. Som værge for sønnen Christen var udpeget morbroderen Jens Christensen, for Maren herredsfoged Mattias Melchiorsen i Velling, Torsting-Vradt Herred, for Mette ovennævnte Jochum Brodersen, Randlev, for Birgithe enkens svoger kirkeværge Søren Jørgensen Gylling på Tunø, for Dines pastor Peder Mouridzon i Hundslund, for Anne øens nye præst Jørgen Gantzel, for Sidsel degnen Mads Rasmussen, Tunø, og for den spæde Erich var det pastor Hans Hellekande fra Nordby. I protokollen står:

”Og eftersom Enkens Laugværge Ærværdige Hr. Jochum Brodersen med fleere Husets forventede Venner og eendeel Børnenes Formyndere ved moedbøer blef forhindret at indfinde sig i Sterfboen til bestemte Skifte-Dag da paatog sig efter begiering Hendes Kiere Broder Seig. Jens Christensen som Laugværge paa Velbm. Hr. Jochum Brodersens Vegne, sampt Ærværd. Hr. Jørgen Gantzel, Velagte Søren Jørgensen og Mads Rasmussen paa de øvrige fraværende Formynderes saa vel som egne Vegne at være Skiftet over værende.”

Denne gang var præstegården knap så vel udstyret med inventar og besætning. Der er desuden en hel del gæld, så beløbet til deling mellem enken og de otte børn er kun på o. 375 rdl. Enken arver derfor 217 rdl., en søn 29 rdl. og en datter kun 14 rdl. Formynderne administrerer pengene indtil børnene bliver myndige. Bliver børnene boende hos moderen, kan hun bruge renterne til fx deres skolegang. Er børnene sat i pleje, kan plejeforældrene gøre ligeså. I boet indgik i øvrigt den i forrige skifte nævnte sølvkande, der også her blev vurderet til 32 rdl., altså mere end en søn arvede! I registreringen genkendes i det hele taget mange af effekterne fra svigerfaderens dødsbo. Af særlige ting kan nævnes, at hans præstekjole var meget slidt, at han lige havde fået en ny paryk, at bøgerne i hans bogsamling var i en miserabel stand, men at han også ejede en båd, der blev vurderet til 10 rdl. Matriklen 1688 fortæller, at der var fem større skuder med tilhørende både på øen, de tre af dem med to ejere. Tunboerne var fødte søfolk og der var en livlig færdsel mellem Tunø og Århus, Horsens, Samsø og Mols.

Hvad der efter præstens død bliver af børnene, ved vi ikke, kun at den yngste søn Erich Erichsen Langballe i 1745 bliver præst på sin fødeø.

Kort over Tunø by 1841 – Præstegården nr. 1, skolen nr. 2 og ”Enkesædet” nr. 60.

I de 42 år, der er mellem far og søn i præstegården, er embedet besat af præsterne Jørgen Gantzel (1703-1715), Jens Vindtmølle (1715-1717), Lucas Knoph (Knub) (1717-1731), Niels Christensen Holst (1731-1742) og Søren Broge (1742-1745). Dem må vi høre om en anden gang.

Sønnen Erich, den yngste af de otte søskende, var endnu ikke kommet til verden, da faderen døde i 1703. Som nævnt fortæller kilderne intet om, hvad der blev af præsteenken og de otte børn, hvoraf den ældste da kun var 13 år. Det er nok højst sandsynligt at enken Anne Christensdatter bliver boende på Tunø, hvor hun jo var født. En mulighed er, at hun som præsteenke blev boende i præstegården og fik ophold hos øens nye 28-årige præst Jørgen Gantzel. En anden mulighed er at hun giftede sig igen eller opholdt sig hos et af sine børn, der evt. kunne være blevet boende på øen. Ingen af dem kan dog findes i den ældste kirkebog, der tager sin begyndelse i 1764, men de kan naturligvis være døde inden. Erich kommer muligvis i pleje hos familie i København, for i 1724 bliver han student fra Frederiksborg Skole og i 1736 tog han teologisk eksamen med karakteren non. En kilde siger, at han derefter bliver degn på Tunø, hvorefter han i 1745 kaldes som præst på øen. Den 10. juli 1748 bliver han i Vor Frelsers kirke på Christianshavn gift med Ellen Marie Balch, f. 1721 og død på Tunø d. 17. dec. 1783. Med sig har de Johanne Elisabeth Margaretha Musach som husjomfru. Hun var fra Husum og af jødisk afstamning. Hendes far var skriver og blev forflyttet til København. Hun bliver på Tunø gift med degnen Michel Sørensen. Den 4. aug. 1758 erhverver Langballe magistergraden og bliver Magister Philosphiæ. Han har nok haft af masser af tid på Tunø til at forske og skrive på den afhandling, der kvalificerer ham til magistergraden, og i 1758 er han så sikkert rejst til København for at forsvare den. I ægteskabet er der døtrene Anna Catharina (f. 1749 – d. 1775) og Birgitte Christine (f. 1750) samt sønnen Erich Langballe (f. 1757). I 1765 brænder præstegården desværre med indbo og besætning. Hele præstens arkiv går op i flammer, desværre også kirkebøgerne, så vores viden om personerne før denne katastrofe må hentes andre steder i rets- og skiftesager m.m.

Enken har den 6. april 1770 fået kongelig tilladelse til at sidde i uskiftet bo, hvilket her vel må betyde, at hun med fuld ret residerer i præstegården. I 1776, seks år efter mandens død og året efter datterens, flytter hun så ind i den nybyggede enkebolig.

Peder Oluf Bech blev født d. 14. april 1737 i Horsens som søn af borgmester Oluf Pedersen Bech og Magdalene Rasmusdatter og blev student fra Horsens Latinskole. I december 1758 tog han teologisk embedseksamen fra Københavns Universitet med karakteren non. Den 23. febr. 1770 bliver han udnævnt til sognepræst på Tunø. Også han har forsørgelsespligt overfor enken og flytter naturligvis ind i præstegården hos hende. Det har nok ikke været nemt at udrede købet af præstegården og etablering af husholdning og bedrift, så det klarer han ved d. 28. okt. 1774 at gifte sig med hendes ældste datter Anna Catherina, der da er 25 år gammel. Hun dør dog året efter, hvorefter han d. 26. april 1779 gifter sig med lillesøsteren Birgitte Christine, der da er 29 år og bor hos moderen, der i 1776 er flyttet ind i sit ”Enkesæde”. Parret har muligvis lyst til at flytte til et bedre embede, mens moderen åbenbart helst ville blive på Tunø. Hvem ved? Peder Bech bliver under alle omstændigheder 13. sept. 1780 udnævnt til sognepræst i Blegind og Hørning. Med sig har de datteren Anna Catherina, født året før. Her dør hustruen Birgitte Christine i 1790 og han gifter sig 3. gang med Casparine Vibeke Bøgh, datter af pastor Niels Bøgh og Pauline Hviid i Allerup og Davinde.

Der bliver også holdt skifte efter Anna Catherina Langballe, hvis arvinger er manden Peder Bech, moderen med værgen Christian Knudsen, Tunø, samt de to søskende, hvis værger var degnen Michel Sørensen. Det ser ved første øjekast slet ikke så ringe ud. Huset er velforsynet med møbler, sengeklæder og andet inventar. I stalden står femten køer, kvier og kalve. Gården har syv heste og et føl, der er seksten får med to lam. Seks grise, en gås med syv gæslinger samt to gaser. I alt beløber boets værdi sig til 458 rdl. Desværre viser det sig, at præsten er forgældet til op over begge ører. Der dukker en masse krav op, mest småbeløb, han har lånt rundt omkring, og ubetalte regninger. Værst er dog to store gældsposter. Til fru Lichtenberg i Horsens skylder han 244 rdl. og til svogeren Claus Hansen, også i Horsens, skylder han 184 rdl. I alt har boet et minus på 132 rdl. som han dog lover at påtage sig, så de øvrige arvinger ikke belastes, men der bliver altså heller ikke nogen arv til dem. Han er altså ikke et helt godt papir, da han nogle år senere gifter sig med lillesøsteren Birgitte Christine, men alternativet for hende havde nok været at blive boende hos moderen i enkeboligen og ende som gammeljomfru på Tunø.

Registreringen og vurderingen er foregået d. 2. sept. 1775 på Tunø og foretages af provst Thomas Mantix Evens, Samsø, pastor Christen Aagaard Hinkell, Nordby, samt Søren Michelsen Soede og Michel Madsen fra Tunø. Selve skifteforretningen skal foregå i Nordby skole d. 4. dec., men dårligt vejr gør, at de involverede fra Tunø først kan komme d. 6. dec., da stormen har lagt sig. Afdødes mor, den gamle præsteenken Ellen Marie Langballe, er for svag til en sådan rejse, men har skriftligt afgivet følgende fuldmagt til sin laug-værge Christian Knudsen:

”Da Jeg ikke for min Svagheds Skyld kunde efter Skyldighed være tilstede ved Skiftet efter min Salig Datter Anna Chathrina Bech fød Langballe, saa haver Jeg ombedet Velagte Mand Christian Knudsen Gaardmand paa Thunøe som min Laugværge at være tilstede, da herved gives ham Fuldmagt i min Fraværelse lovlig og retmæssig Skifte Forretning at underskrive, da Jeg dermed vil være fornøyet med same Foretagende under min Haand. Thunøe d. 4de Decembr 1775. Ellen Marie Sal. Langballes”.

Vi kender i dag godt fra TV, at kvinder selv i de fjerneste afkroge på en eller anden måde alligevel godt ved hvad der er moderne og gerne vil klæde sig derefter. Ved registreringen af boet efter Anna Catharina er der en udførlig list over ”den salige Kones Klæder”, og hun har vidst at føre sig frem overfor bondekonerne på Tunø. Nå, mange af dem har nu nok også godt vidst at klæde sig efter moden ved festlige lejligheder. Laurids de Thurah skriver i 1758: ”Indbyggerne ere skikkelige, høflige og omgiengelige, dog ere de meget fattige, og meste Parten forarmede; Deres Klæde-Dragt er vel som Bøndernes i Almindelighed, dog ligner og efteraber de meget end og i deres Fattigdom Kiøbsted Moder og Dragt”.

Kronjuvelen i hendes garderobe var ”en broceret Tafte Adriene” kjole vurderet til 25 rdl., det samme som seks køer kostede. Stoffet er vel en slags taft/brokade, mens en adrienne var en uformel damekjole, der blev moderne i Europa efter opførelsen af komedien L’Adrienne i Paris i 1703.

Kjolen havde dybe læg bagtil og blev ikke snøret til i livet. Den vakte stor forargelse, da den derved lignede et negligé. Senere udviklede den sig til en mere ærbar festdragt. Revyvisen ”Adrienne med sin luftantenne” sunget af Liva Weel i 1925 er der måske nogle af læserne, der kan huske?

Herudover bestod garderoben af to mere simple Adrienne-kjoler, en katuns trøje og skørt, en hvid kofte og skørt, en gul katuns kofte og skørt, en grøn stof trøje og skørt, en rød og hvid girses kjole, en bomuldskofte, 1 hinurg kofte og skørt, et grønt stof skørt, en katuns trøje, en gammel rød graditurs pels med hvid multum under, et dusin nat-kapper og korsklæder, seks hvide hals-klæder, seks gamle hals-klæder samt noget knipling-tøj. Katun er tæt vævet bomuldsstof med påtrykte mønstre i stærke farver. Pelsen var foret med multum, en slags blød opkradset flonel. I boet var også noget børnetøj af værdi 10 rdl. samt fire små vuggepuder, som et sørgmodigt tegn på de forventninger om at blive mor, som nu ved hendes død brat blev knuste.

Ellen (eller Edel) Marie Balch blev født i København, muligvis på Christianshavn, i 1721. Erich Erichsen Langballe må have lært hende at kende, mens han studerede i København. En Anna Elisabeth Balch og hendes bror Henrick Balch optræder som faddere ved flere dåbshandlinger i Vor Frelsers kirke, men det er endnu ikke lykkedes at finde frem til hendes forældre. Erich Langballe bor dog først alene på Tunø fra 1745 til 1748. Han bliver d. 10. juli 1748 gift med hende i Vor Frelsers kirke. De får som før nævnt to døtre og en søn.

Noget må der være blevet reddet ved branden i 1765, for ved skiftet efter hendes død d. 17. dec. 1783 bor hun ganske veludstyret i sin enkebolig. Huset er opført i 1776 i nyt bindingsværk af eg i solide dimensioner og med ekstra dokker mellem løsholt og fodrem, ret ekstravagant i en tid med mangel på træ (se foto s. 41), ni fag i alt, hvoraf der er loft over de fem og bræddegulv i tre fag. Dertil udstyret med de fornødne vinduer. Beboelsen har derfor sikkert udgjort de fem fag med lofter, hvorpå korn m.m. kunne opbevares. Dagligstuen og storstuen har haft bræddegulv, mens de to sidste fag i beboelsen så har været køkken og spisekammer med brosten eller klinker. Udhuset var på fire fag. Huset er en klassisk dansk type, kendt siden stenalderen, normalt med stald i vest og beboelse mod øst, her dog beliggende nord-syd. Når vi nu ved at et fag var ca. en favn bred, dvs.180 cm, i praksis nok kun o. 150 cm, har huset i alt været o. 15 m langt og 5 m bredt, i alt ca. 75 m², heraf beboelse o. 45 m². Dette stemmer fuldstændig med størrelsen af huset, som det er indtegnet på matrikelkortet fra 1841. Til huset hører gårdsplads og fortov.

viser ”Enkesædet” beliggende helt mod øst på mtr. nr. 60 på nordsiden af vejen.

Samme udsnit af byen, her med bygningerne af i dag indtegnet. Bemærk staldbygningen der hvor enkesædet lå og det nye stuehus med vinkeltilbygningen.

Allerede dagen efter hendes død er der skiftesamling på stedet ledet af provstens stedfortræder, den nye præst på øen, Matthias Thistrup. Til stede var desuden hendes søn Erich Erichsen, på egne og sin svoger Peder Bechs vegne, samt Søren Michelsen Soede og Christian Knudsen, Tunø. Indboet blev registreret og huset forseglet. Sønnen lovede at holde opsyn med huset til man igen på 30te-dagen d. 16. jan. 1784 skal mødes for at vurdere ejendom og indbo til skifte mellem arvingerne. Dette møde udsættes dog til 30. marts pga. isvinteren. Mødet kan dog først holdes 2. juni i Besser provstegård. Provst Evens leder skiftet. Som assessorer møder pastor Krogh, Nordby, samt skoleholder Lanther, Besser, på pastor Thistrups vegne, der var forhindret. To mænd fra Besser, Jens Nielsen og Hans Jensen, er vitterlighedsvidner. Peder Bech møder op på egne og svogeren Erich Erichsens vegne. Forinden er der d. 28. april afholdt auction over boets værdier.

En rød Diske som blef forseiglet Et Ee(g)eskab Hr. Bech tilhørende. Derudi fandtes: 3de gl. Sølv-Sker Kiøbenhavns Prøve mk. M.J.K. og K.C.D.L. 1718, som blev af Sr. Langballe til brug overleveret, samt 5 Servietter, 2 Duge, 3 par Gardiner med Kapper, et Sølv Hovedvands Eg givet af Sal. Mad. Langballe til Hr. Bechs yngste Datter Maria Helene Bech; Endnu melte Sr. Erich Langballe at 6 nye Sølvskeer og 1 Sølv Sukker-Fad var ham af sin Sal. Moder foræret i Vidners Paahør. – En Jern Kakkelovn med Steenrør og Træfødder. – En Jernbunden Eege-Kiste som blev forseiglet. – Et lidet grøn Eegebord. – Et Ditto rød Fyrbord. – En rød Skabseng med tavlet Lærreds Omheng, derudi: 1 gl. rød og hvid og 1 Ditto grøn og hviidstribet underdyne. – 1 grøn og hvid overdyne. – 2 blaaestribede Hovedpuder. – En grøn og hvidstribed Hovedpude. Et par Blaargarns Lagner. – 1 gl. Lehne Stoel, 2 Træ Skamle. – 1 Speil med brun indlagt Rame. – En Ildtange og Ildskuffe. – 1 Stue-Uhr, Hr. Bech tilhørende. – For Vinduerne 2 par stribede Lærreds Gardiner med Kapper til.

1 malet Fyr Chatol som var Hr. Langballe af sin Sal. Moder i Præstens Paahør foræret. – Et Sengested, Hr. Bech tilhørende. – Gardinerne om Sengestedet havde Sal. Mad. Langballe i Præstens paahør foræret sin Søn tilligemed Sengeklæderne deri, som bestod af følgende: 2de nye blaae og hvide underdyner. – 1 grøn, rød og hvid underdyne. – 1 blaae og hvid rudet overdyne. – 2 blaae og hvide Hovedpuder. – 1 grøn rød og hvid Ditto og 1 grøn og hvid trække Pude. – Et blaae malet Fløybord. – 2de Theeborde, nemlig 1 blaat maled og 1 Ditto blaae. – 6 Guld Lædders Stoele. – 1 Speil med brun indlagt Rame og forgylte Lister. 2 par stribet Netteldugs Gardiner i Vinduerne. – 1 hvid Kaffe-Kande med Fod. – 1 sort og hvidblomed Thepotte. – 1 hvid Thee-Daase. – 6 par Thee Kopper. – 1 gl. Glas Platmenagie. – 2 Viinglas. – 1 Øll-Glas.

1 Lang Bord med Skuffe under. - 1 gl. Gl. Reol at legge Steentøy udi. – 1 gl. Steege Spid. – 1 Vaffel Jern. – 1 gl. Foldbenk, derudi fantes 1 sort og rødstribet ulden underdyne, 1 rød og hvid stribet overdyne. – 1 Ditto Pude og 1 graae og hvidstribet Ditto. – 1 par blaargarns Lagner. – 1 Messing Lyseplade over Bordet. – 1 lille Lyseplade. – 1 Messing Lyse-Sax. – 1 stor og lille Kobberpotte. – 1 Kaabergryde med Laag til. – 1 Kaaber Fyrbekken. – 1 fierdings Kaaber-Keddel. – 1 Ditto liden. – 1 stor Thee Keddel. – 1 blank Ditto. – 1 liden Kaffe-Keddel. – 1 Kaffe-Qværn. – 1 gl. Jerngryde, 1 Ildskuffe og en Ildtange. – 1 Kedelskee. – 1 Grydekrog. – 1 stor og enliden Trefod. – 2 gl. Jern Rister. – 2de Jernpander hvoraf den eene er gamel. – 1 Kaaber-Ebleskiv-Pande. – 1 malm Stryge Jern med 3de Bolter til. – 2de Hegler. – 1 mæssing Riveiern - 1 Uld Sax. – 1 gl. Kaaber Fyrfad. – 1 gl. Blik Lampe. – 2de Solde. – 1 Sælde.

12 Tin Tallerkener. – 3 Fade. – 2de Lyse-Stager. – 1 Tragt som Hr. Langballe berettede at Være ham af Sal. Mad. Langballe foræret. – 1 Malm Morter. – 1 halv Ølltønde. – 1 Fierding. – 1 heel og 1 halv Anker. – 2 smaa Træ Dunker. – 6 gl. Stavkar. – 2de Malke Bøtter. – 1 gl. Mælke Spand og 1 Ditto Vandspand. – 2de Grynbøtter. – 2de Garn Vinder og 1 Haspe. – 1 Tin Rekke – Nogle gl. Hylder. – 1 aflang og 1 rund Kar - 1 lille Øreballie. – 3 Rokker.

1 sorthielmed Koe. – 4 gl. Faar og 1 ung Ditto. – 1 gl. Skierkiste. – 2 gl. Stier. – 1 Gaas. – Paa Laderne var nogle stk. gl. Fiel. – 1 gl. Jerngreb. – 1 Grave-Spade. – 1 gl. Øxe. – 1 gl. Saugblad.

Hendes garderobe blev ikke registreret, men var alligevel udbudt til auktion, hvor svigersønnen Peder Bech erhvervede det hele. Ingen tunboer skulle gå rundt i hans svigermoders tøj. Den var nu også ganske veludstyret:

1 sort stoffes Skiørt, 1 hviid Addriæne med Skiørt, 1 hviid Kofte og Skiørt, 1 fiolet ulden Damaskes Begese og Skiørt, 1 blaa Graaditurs Kaabe med foer Værk foran, 1 Korset, 1 blaa Barkans Koft, 1 sort Tanns Forklæde, 15 nat Kapper á 6 sk., 14 slette Snipper á 3 sk., 4 fine Snipper, 4 Kniplings Nat Kapper, 4 nye Nat Kapper, 10 Dreyels Ditto, 4 Dreyels Hag-Hatter, 6 slette Ditto, 7 pr. Halv Ermer, 6 pr. Manskietter, 1 Kram-Lærreds Tørklæde, 1 sort fløyels Kyse, 2 hviide Kapper med Kammerdug.

Af skiftet fremgår, at hun levede af enkepension fra Aarhuus Stifts Enke Casse, pension af Tunø præstekald samt en pension fra Post-Cassen i Aarhuus på 33 rdl. 4 mark 8 sk. Denne sidste pension må være fordi præsten på Tunø allerede dengang fungerede som brevindsamler og – uddeler, noget der fortsatte til slutningen af 1800-tallet, og som åbenbart blev honoreret og medførte pension. Hun har ejet elleve agre forskellige steder på øen, dvs. ca. 6 td. land og har desuden haft boelsjord nr. 5 på ca. 5 td. land af Domkirkens jord i fæste efter sin mand, den boelsjord der ellers var tillagt præsteembedet. Hun har desuden været selvforsynende med mælk og kød, og naturligvis brugt fårenes uld til spinding af garn, strikning og vævning, hvad uldsaksen og de tre rokker vidner om.

Jens Jørgensen fæster 1784 "et øde Boels jord" (nr. 5), 4 td. 7 skp. land - hrtk. 3 skp. 1 Fk., af domkirken efter magister Langballes Enke. Årlig landgilde til kirken 2 rdl. "Madam Langballe har i noget af Jorden saaet 9 skp. Rug sidste Efteraar, der tilhører hendes Stervboe, (sterv-bo = dødsbo). Saa betaler Jens Jørgensen allene deraf det første Aar deraf i Landgilde 1 rdl. 2 mark og for det øvrige for Indfæstning befriet." (LaVi 617.43 - 3-3363 fol. 106).

Hun har naturligvis ikke selv dyrket jorden, men har nok haft daglejere til det, ligesom hendes tjenestepige Kirsten Sørensdatter sikkert har bistået dermed. Kirsten Sørensdatter har også malket og passet dyrene og måske også trådt rokken. Hendes seng var åbenbart en foldebænk i køkkenet. Den eneste Kirsten Sørensdatter, der kan være på tale her, er født på Tunø i 1764, hvilket vil sige, at hun ved enkens død var 19 år gammel. Hendes forældre var Søren Mortensen og Kirsten Sørensdatter. Hun blev senere øens jordemoder og i 1790 gift med Johannes Musach Michelsen, søn af Michel Sørensen Degn og Johanne Elisabeth Margaretha Musach. Han var lods, fyrpasser og husmand, og han er stamfader og hun dermed stammoder til mange prominente tunboer, bl. a. foreningens udmærkede formand og kasserer.

Alt i alt har madam Langballe boet trygt og godt og økonomisk velstillet i sit enkesæde på Tunø, hvor hun d. 18. Dec. 1783 om morgenen afgår ved døden – måske lidt ensom?

Fra Kirkebog 1 – s. 151: ”d. 30te Dec. 1783 blev Præste Enken Mad. Langballe begravet 62 aar død d. 17. Dec. 1783”.

Og nu er historien så ved at være slut, så nu ved vi mere end da vi begyndte, som H.C. Andersen skriver. Eller gør vi? Hvem var moderen til det barn, der enten dødfødt eller ombragt med hammeren lå under gulvbrædderne i enkeboligen? Lad os se på nogle muligheder.

1. Præsteenken kan det ikke være, for hun var fyldt 55 år, da huset blev opført i 1776.

2. Den ældste datter kan heller ikke have været moderen, for hun døde i 1775.

3. Den yngste datter Birgitte Christine er en mulighed. Hun er 26 år, da huset opføres og bliver først gift med sin afdøde søsters mand i 1779. Kan han have trøstet sig med lillesøsteren i sin ensomhed i præstegården og kan der have fået følger? Det ville i hvert fald have skandaliseret både ham og pigen. Hun boede sammen med moderen i enkeboligen og har sikkert godt kunnet skjule et svangerskab, når man tænker på alt det tøj og de gevandter, der fandtes i hendes garderobe.

4. En mulighed er også tjenestepigen Kirsten Sørensdatter. Hun er 22 år da enken flytter ind i sin nye bolig. Hvor længe hun har tjent hos hende, ved vi ikke, kun at hun var ansat der, da præsteenken dør i 1783. Degnen Michel Sørensen ville muligvis nok have haft svært ved at acceptere, at hans svigerdatter sådan kom i ulykke. Det var jo midt i pietismens glansperiode. På den anden side, oplysningstiden var på vej og folk var nok slet ikke så sippede dengang, som vi tit tror, bare man ret hurtigt giftede sig med pigen.

5. Endelig må vi ikke glemme, at der som det kan ses i følgende efterskrift senere har boet mange flere familier i huset, så måske skal den skyldige findes der, men så bliver det jo en længere historie.

Nå, det hele er nok bare sygelige fantasier og nytteløse spekulationer. Det var nok bare skelettet af en kat, og hammeren nok glemt der af en sløset håndværker.

Ved folketællingerne, som blev foretaget af præsterne, begynder optegnelserne selvfølgelig med øens vigtigste person, præsten selv, og derefter degnen. Gårdene og husene er altid opført i rækkefølge som de ligger i landsbyen. Ved FT 1787 begynder listen ved præsten og følger gaden rundt som viserne på et ur. Ved de senere folketællinger er præst og degn selvfølgelig også nævnt først, hvorefter listen går videre ved første østlige hus på sydsiden af vejen. Som det kan ses på kortet over landsbyen, er der tale om en vejby, altså én lang gade med huse på begge sider med kun få afvigelser. Det kan derfor forholdsvis nemt lade sig gøre at finde ud af hvem der boede i de enkelte gårde og huse. Vi må dog her lige tænke på, at der til tider som tidligere nævnt godt kunne bo to familier på en enkelt matrikel. På matrikel nr. 60, som enkeboligen blev bygget på, lå der i forvejen en gård. Desværre er der et stort spring i folketællingerne fra 1801 til 1834, hvilket skyldes statsbankerotten efter englandskrigene.

Ved auktionen d. 28. april 1784 bliver huset med gårdplads og fortov samt enkens private jord købt af en Rasmus Jensen, der tjener hos præsten. Han giver 151 rdl. for det hele. Desuden køber han ved auktionen en gammel stige, en lægte og en tin-række.

Desværre ved vi ikke helt hvilken Rasmus Jensen, der er tale om, men det må være en af disse to:

1. Rasmus Jensen, født 1756 i Hølken bliver i 1794 på Tunø gift med Bodil Madsdatter Schaaning. Han er ved auktionen i 1784 28 år gammel og kan sagtens have tjent hos præsten og sparet penge op tilkøb af enkens hus og jorder. Han opholder sig ved Folketællingen i 1787 ikke på Tunø, men kan have fået arbejde på sin hjemegn. Da Bodil Madsdatter Schaanings mand derefter i 1792 dør (han drukner), vender han tilbage og gifter sig med hende og til gården. I deres ægteskab er der ingen børn. Han bosætter sig altså ikke i enkeboligen, men kan have lejet den ud eller videresolgt den.

2. En anden mulighed er en Rasmus Jensen, født i Dråby. Han bliver i marts 1783 gift med Johanne Rasmusdatter, f. 1747 på Tunø, men allerede i december 1783 dør hun i barselsseng. Det ser derfor lidt sært ud, at han ved auktionen 28. april 1784 køber huset. Manden optræder ikke ved folketællingerne i 1787 og fremover, så han må nok, hvis han var køberen, have solgt boligen igen og rejst fra øen.

Ved folketællingen i 1787 og 1801 bor husmand og daglejer Mads Pedersen, 51 år, og hustruen Inger Sørensdatter, 49 år, i enkeboligen. Han har haft en jordlod (”en Møe paa Hyllaft”) pantsat til præsteenken og har desuden købt to gamle får, en gammel økse og en kedel-ske ved auktionen. De er barnløse. I gården på matr. nr. 60 bor i 1801 skipper og jordbruger Michel Jensen og Bodil Marie Jensdatter

I 1834 bebos stedet af enken Bodil Marie Jensdatter, 59 år, enke efter skipper Søren Nielsen Soede. Hun har i sit første ægteskab med Michel Jensen boet i gården, der lå på matr. nr. 60. Søren Nielsen Soede, der tidligere havde været gift med Ane Jensdatter, flytter naturligvis ind til hende på gården, og da han dør, flytter hun ind i enkeboligen. Hos hende bor hendes ugifte datter Ane Sørensdatter Soede. Søren Nielsen Soede udsteder nødpenge på grund af pengemangelen under englandskrigene. Nødpenge var fortrykte papirspenge, der med underskrift af udstederen kunne bruges som betalingsmiddel. Gården på matriklen bebos nu af fyrpasser Knud Johansen.

Ved folketællingen i 1840 og fremover bor der kun én familie på mtr. nr. 60. Det er Knud Johansen, der nu optræder som lodsformand, og hustruen Mette Andersdatter. Knud Johansen er søn af Johannes Musach Johansen, der som vi husker blev gift med Kirsten Sørensdatter, der i 1783 var tjenestepige hos madam Langballe. Johannes Musach Johansen var søn af degnen Michel Sørensen og Johanne Elisabeth Margaretha Musach, der kom til øen som husjomfru hos pastor Langballes. Gårdens stuehus er nu sikkert i så dårlig stand, at det overgår til at være stald eller lade, mens enkeboligens beboelse udvides til at kunne rumme den nu meget store husstand. Husstanden omfatter børnene:

1. Johannes Musach Knudsen, 15 år, senere ejer af ”Johannes Hus”, færgemand og købmand.

2. Johanne Elisabeth Margrethe, 11 år, gift med Christen Søren Thuse og bosat i Nordby.

Desuden er Anne Cathrine Jensdatter, 20 år, tjenestepige på gården En datter Kirstine Eline er 1838 som 11-årig rejst til Århus, hvor hun tilsyneladende, måske for at aflaste moderen, opholder sig hos noget familie. I ægteskabet var desuden en dreng Søren, der døde som 1-årig samt to dødfødte piger. Ved branden i 1852 undgår enkesædet på mirakuløs vis som det eneste i byens østlige ende at gå op i luer.

Jens Olsen, født 1832 på Tunø, gifter sig i 1861 med datteren Inger Knudsen fra mtr. nr. 60 og overtager stedet i 1867. Svigermoderen Mette Andersdatter bor muligvis i enkeboligen til sin død i 1879. Mathilde Dommergård har fortalt artiklens forfatter, at hun som barn o. 1890-95 sommetider besøgte den gamle dame, Inger Knudsen, i enkeboligen. Hun sad inde i den fine stue, og der er var meget fornemt med klinker på gulvet og smukke møbler. Inger Knudsen dør som enke i 1917.

Knud Johansens datter Kirstine Eline Knudsen bliver senere gift med sognefoged og møller Jørgen Christensen, Hovedgaden 17. Deres datter Ane Elisabeth Marie Jørgensen bliver gift med Christen Marinus Kjeldsen. Han havde sejlet i sin ungdom og nedskrev sine erindringer (se Årsskrift 1999 og 2000). Han var en ferm skibsmodelbygger og har bl.a. lavet kirkeskibet, der hænger i den danske kirke i Solvang, Californien. Parret køber i 1906 mtr. nr. 60, men lader tilsyneladende enken Inger Knudsen blive boende der til hun dør i 1917.

Den 26. sept. 1916 bliver ejendommen vurderet for ”Den almindelige Brandforsikring for Landbygninger” for havnefoged og jordbruger August Jørgen Kjeldsen, søn af Chr. Marinus Kjeldsen. Da består ejendommen af det gamle enkesæde, samt et nyt stuehus i røde sten, bygget af den nye ejer August Jørgen Kjeldsen, hvor staldhuset, dvs. det gamle stuehus til gården, lå. Enkeboligen bliver nu brugt som staldbygning. I 1917 flytter han og Kirstine Rasmussen Holm ind på ejendommen. Han lader i 1930 den nu helt forfaldne enkebolig nedrive og bygger i stedet sit nye udhus. Og hvad man da fandt under gulvbrædderne ved vi jo godt!

Næste ejer i rækken er Villy Holm Kjeldsen, søn af August Kjeldsen og Kirstine Rasmussen Holm. Hun er datter af købmand og postmester Ole Holm, hvor Villy kommer i lære for senere selv at åbne forretning på mtr. nr. 60. Han bliver desuden også øens postmester. Han bygger en fløj til o. 1950 og bor der sammen med sin kone og forældrene.

Villy Kjeldsens søn Ole Holm Kjeldsen overtager i 1993 ved faderens død stedet og driver forretningen videre.

I dag ejes stedet af Tunø-Fonden. Udbygningen bruges af en kunsthåndværkforretning v. Grethe Nielsen. Der er to lejligheder i stuehuset. Guldsmed Henning Preben Anthonsen bor til leje i den ene med værksted og forretning. Den anden er en art indslusningslejlighed for folk, der vil prøve om ø-livet er noget for dem.

LaVi C 35.3: Skifte efter Chr. Rasmussen Wulden 1687 og Erich Dinussen Langballe 1704.

LaVi C 35.5: Skifte efter Anna Catherina Bech 1775 og madam Ellen Marie Balch 1783.

Laurids de Thurah: ”Omstændelig og Tilforladelig Beskrivelse af Øen Samsøe og De derunder hørende smaae Øer”.

1. Christen Rasmussen Wulden, præst på Tunø, født før 1628, død 01-08-1687 på Tunø. Han blev gift med

I. Karen Christensdatter, (datter af Christen Rasmussen Wu1den og navn ukendt). Hun blev gift med Søren Jørgensen Gylling, Tunø.

II. Rasmus Christensen, (søn af Christen Rasmussen Wu1den og Mette Jensdatter) født 1664 på Tunø, død før 1704.

III. Jens Christensen, (søn af Christen Rasmussen Wulden og Mette Jensdatter) født 1667, død på Tunø efter 1704.

IV. Anne Christensdatter, (datter af Christen Rasmussen Wulden og Mette Jensdatter) født 1658 på Tunø. Hun blev gift med Erich Dinussen Langballe, præst på Tunø (søn af Dines Nielsen Skipper og Maren Rasmusdatter) født 1654 i Århus, død 1703 på Tunø.

H. Erich Erichsen Langballe, præst på Tunø, født 14-02-1704 på Tunø, død 06-01-1770 på Tunø, begravet 19-01-1770 på Tunø. Han blev gift med Ellen Marie Balch, gift 10-07-1748 i Vor Frelsers Kirke, Christianshavn, født 1721 i København, død 17-12-1783 på Tunø.

1. Anna Catharina Langballe, født 1749 på Tunø, død 1775 på Tunø, begravet 01-09-1775 på Tunø. Hun blev 28-10-1774 gift med Peder Oluf Bech, præst på Tunø, (søn af Oluf Pedersen Bech og Magdalene Rasmusdatter) født 14-04 1737 i Horsens, død 30-04-1792 i Blegind.

2. Birgitte Christine Langballe, født 1750 på Tunø, begravet 26-06-1790 i Blegind, Skanderborg Amt. Hun blev 26-04-1779 gift med Peder Oluf Bech, præst på Tunø, født 14-04-1737 i Horsens, død 30-04-1792 i Blegind.