Præst på Tunø.

Det egentlige/personlige er fortroligt, resten kan fortælles.

Her kommer noget af det.

(Af Knud Berggreen)

Det var en solfyldt søndag eftermiddag, engang i efteråret 1961. Og det var i Hampen Kirke, Nørre Snede Sogn. En mængde mennesker var til stede. Nogen var nok kommet af hensyn til prædikanten. Det var mig, der skulle prøveprædike mens den stedlige sognepræst forrettede altertjenesten. Jeg var dengang fungerende chef for Statsfængselet i Nørre Snede og en af nøglepersonerne bag dets berømmelse, ikke mindst i fagkredse i udlandet. Fængselsdirektoratet sendte flere hundrede fagfolk fra den store verden til Nørre Snede. De kom fra Argentina i vest til Sydkorea i øst. Ind ad døren træder Tunø Menighedsråd. De skilte sig ud fra de øvrige forsamlede ved lyset i deres øjne, ved deres gang, deres smil, deres charme. Det var Engelhardt Kristiansen, Andreas Jørgensen, Søren Hansen samt de to fantastiske Ingeborg'er - henholdsvis Theilgaard og Rasmussen. Mon ikke det gik, som det skulle i kirken. Og bagefter kørte vi alle hjem til os for at snakke. Når et menighedsråd skal vælge - og indstille- præst, så er de mindst lige så interesserede i den eventuelle præsts kone og familie. Og her havde jeg Doris, 40 år, meget dygtig og meget indtagende. Desuden Ulrik på 9 og Henriette på 2. Yderligere en stor hund og en gigantisk kat. Vi var hurtigt på talefod og havde nogle hyggelige timer sammen, og det endte med, at

man indstillede mig, og jeg blev udnævnt. Først skulle jeg til bispeeksamen, og jeg skulle ordineres.

Det foregik i Møllevangskirken i Århus Alle Helgens Dag 1961 - med procession af præster, stort kor, der sang marchen fra ”Judas Maccabæus” af Händel. Der var mange i kirke fra sognet, fra familien, fra fængselsvæsenet, kirkeminister Bodil Koch, som vi kendte. Bagefter hilste jeg på dem alle. Pludselig stod tre damer og sagde: "Vi er fra Tunø." Jeg blev glad og rørt og gav dem et knus. Det var Lise Andersen, Hanne Bonde og Mine Nielsen.

Allerede næste formiddag sejlede vi ud af Århus Havn ombord i den skude, der skulle bringe os og vores flyttegods til Tunø. Det var i hvert fald kuling, men eneste søsyge var katten, som vi bar i et stort net for at have styr på den. Vi ankom til Tunø, og alt blev bragt op i Præstegården. Vi havde set den del af øen tidligere og havde glædet os over det stærke lys over havet. Så fik vi et kæmpe læs fra Sjælland. Min mors forklaringer til flyttemændene om, hvad de skulle hente i en stor garage, bevirkede at de sendte ca. dobbelt så meget med, som planlagt, for en sikkerheds skyld. Så vi kunne sandelig fylde præstegården.

Næste søndag kom provst Møller fra Samsø. Jeg blev indsat i kirken og i embedet, holdt min første gudstjeneste med altergang og var nu rigtig sognepræst på Tunø. Jeg besluttede, at jeg ville lære alle at kende inden jul, så jeg vidste, hvem jeg hilste på, når vi mødtes. Hver aften, inden jeg lagde mig til at sove, prøvede jeg at se hvert enkelt ansigt for mig og sætte navn på. Og det blev jeg for resten ved med i alle årene, skønt jeg for længst havde lært alle at kende.

Selvfølgelig var jeg bevidst om, at jeg var en type, som man ikke havde kendt før. De fleste tog mig i stiv arm. Nogen var naturligt afventende. Nogle få vænnede sig måske aldrig helt til undertegnede. Det har jeg aldrig bebrejdet dem - heller ikke i mit stille sind. Christian Degn var kasserer i præstelønningskassen, som det hed dengang. Ham fik jeg derfor meget med at gøre og kom hos ham og Ida Marie i deres hyggelige hjem. Men første gang var han endog meget reserveret, indtil han fik det sagt: "Ja, jeg stemte altså imod dig!" - "Selvfølgelig gjorde du det. Det var du jo valgt til. Det er den ærligste sag af verden. Men nu fik I ikke flertal i menighedsrådet, og så håber jeg, at I kan bruge mig alligevel." Så var der rene linier, og vi kom fint ud af det. Sådan oplevede jeg det.

 Dengang syntes tunboerne at mene, at kom der en "fremmed" til Tunø, så påhvilede det denne at signalere, at vedkommende ønskede kontakt. Intet var jo mere nærliggende for mig, så den side af sagen faldt mig naturligt. Og dette var jo kun den første begyndelse, som skulle udvikle sig til noget, jeg kun undtagelsesvis har oplevet andre steder.

 Tunø blev virkelig et hjemsted for hele vores familie. Her fik vi både en nær tilknytning, og her kom vi også til at gennemleve mange ting, som kom til at indgå i vores grundlæggende erfaringer som præstepar. De første jul i Tunø kirke og præstegård, med min moder som gæst. Og da jul og nytår var overstået begyndte en ny hverdag, nemlig som hjælpelærer i skolen. Det havde man bedt om. Og da jeg blandt mine mange uddannelser også har en lærereksamen (Vordingborg Seminarium 1951) og havde haft vikariater i folkeskolen, da jeg læste teologi, så fandt jeg her en lejlighed til at lære børnene at kende og lærerfamilierne – først Holger og Hanne Karlsen, senere Victor og Edith Jeppesen. Læreren var dengang fast kirkesanger. Det blev et frugtbart samarbejde.

I forbindelse med skolen tænker jeg på studiekredse i de respektive vintre: Verdensreligionerne (efter deltagernes udtrykte ønske), Martin A. Hansen, Den pessimistiske Fremtidsroman (Samjatin, Huxley, Orwell), Karen Blixen, Danmarks Oldtid. Det er, hvad jeg kan huske i dag. Af foredrag i Skolens store sal husker jeg særligt: Professor Benedikt Otzen, vores gode ven. Han sagde om fremmødet: Det svarer jo til, at der var 150.000 til foredrag i Århus. (Over halvdelen af befolkningen). Desuden havde vi arkæologer fra Moesgaard, som vi havde gjort interesserede i Tunø. De var her regelmæssigt i en periode. Yderligere husker jeg en kvindelig missionær, som havde været i Nigeria. Desuden holdt jeg dengang selv foredrag både på Tunø og Samsø hvert år:

Tiden i fængselsvæsenet. "Tanker om tiden, tanker i tiden".

Ét af mine motiver til at søge Tunø var muligheden for at studere: Min livslange lidenskab for at trænge ind i "Virkeligheden" - hvad er den bag det tilsyneladende, som hænger sammen med vore sanser og vores hjerne? Jeg kan også kalde det: "sprogets, tankens, erkendelsens gyldighed og grænser." Nogle af disciplinerne hedder Erkendelsesteori og Ontologi. På Tunø føltes tingene nært og virkeligt, fordi vi tog del i alt tænkeligt: At sidde i en båd, tværs i hård sø, og holdes brudfladerne i et brækket ben fra hinanden. Hver gang fladerne rørte hinanden, kom en nerve i klemme. Sådanne erfaringer gjorde vi mange af - også min kone: I en tilspidset situation sejlede hun af sted med et ganske lille barn, så medtaget, at jeg fik arrangeret hjemmedåb på Tranebjerg Sygehus, da de kom frem. Selv måtte jeg absolut samtidigt tage mig af andre ting herhjemme. Derfor min kone! Jamen, alle disse ting er i almindelighed for personlige til at blive beskrevet offentligt. Så det allervigtigste kan jeg umuligt fortælle. En side af virkeligheden på Tunø var forholdet til - ikke så meget døden - som til den døde: F.eks. udsyngning fra hjemmet med åben kiste. De gamle samledes om den døde, så vedkommende ind i ansigtet, klappede måske den døde på kinden eller trykkede læberne mod håret. Næste generation holdt sig lidt på afstand, og de unge stod henne ved døren. Meget naturligt, sådan set. Men alligevel var det "fremmedgørelsen" i anmarch. Selv stod jeg altid ved kistens hovedgærde ved den lille andagt, som betegnede afskeden fra hjemmet. Og tænk, hvor var det dog fint og rigtigt. Så drog vi af sted til kapellet, hvor vi tog låget af kisten, sang, bad Fadervor, før vi gik. Den åbne kiste i kapellet havde også en anden baggrund: Måske var Tunø det sidste sted i landet, hvor man havde ligsynsmænd på den gamle facon? Ligsynsmændene var Osvald Jensen og Peter Petersen. Først efter tre døgn måtte man holde ligsyn, når man ikke var læge. De gik sammen op i kapellet. Bagefter kom de ned i præstegården til mig. Jeg stak et stort grønt skema i skrivemaskinen og nedskrev deres svar på skemaets til dels ret nærgående spørgsmål. Skema m.m. sendte jeg hver måned til embedslægen. Så en dag kom de og sagde, at nu ville de ikke mere. Jeg takkede dem for den årrække, hvor de havde udført dette meget usædvanlige hverv. Men hvad nu? Ingen skulle nyde noget, og det offentlige ville ikke betale lægerne fra Samsø for den betragtelige tid til at sejle frem og tilbage i dette ærinde. Ja, så måtte jeg selv holde ligsyn ene mand, selvom reglerne foreskrev to. Ingen andre ville løse problemet, jamen så gjorde jeg det selv. Jeg sad oppe i kapellet og talte til den døde: "Ja, nu må du altså undskylde, men jeg bliver lige nødt til ..!" De gamle hilste denne ordning med en for mig uventet tilfredshed:

"Vil du godt sørge for, at jeg er rigtigt død," sagde en gammel dame. "Sørge for? Du mener: Være sikker på," svarede jeg. Og så holdt vi sjov med forskellen mellem at "være sikker på" og "sørge for". Det sidste kunne jo misforstås.

Se, det var de gamles ligefremme forhold til døden. Og det blev også mit.. Og det er faktisk kommet mig til gode i flere barske situationer siden hen. Når man på den måde omgikkes folk, både som levende og døde - ja så blev begravelse på Tunø ikke en standardbegravelse, men lige netop denne persons og denne families begravelse. Man kom så tæt på, og sådan burde det altid være. Ak, vi ved, at alt dette desværre er fortid. Godt så, at man har oplevet det, mens tid var. Og det har sat sig dybe spor i min praksis lige siden. Det sidste år eller halvandet af vores første periode på Tunø kom der endeligt en aftale i stand med lægerne på Samsø. Min tid som ligsynsmand var forbi, men det var en erfaring, som jeg har lagt vægt på.

Engang var jeg på Samsø for at holde foredrag (Karen Blixen). Det blev et frygteligt vejr. Jeg fik en mand til at køre mig til Mårup Havn, så jeg kunne overnatte i min båd, til det blev lyst. Der var blot det, at i kapellet på Tunø lå en person, som skulle tilses. Normalt det sidste, jeg gjorde, før jeg gik i seng. Jeg ringede til min kone, og hun gik op og lyste på den døde og sikrede sig, at alt var i orden. Så ringede jeg igen og fik at vide, at alt var, som det skulle være også med min kone. Og så kørte vi af sted til båden. Doris blev med tiden organist ved Tunø Kirke. Hun var uddannet af en formidabel organist på Sjælland, havde spillet i fængselskirken og var kompetent. Hun afløste bageren Alfred Friis Johansen, vores nærmeste nabo, sammen med sin søde kone og tre dejlige døtre. De havde cafeen: "Den Blå Syren" (af vittige hunde kaldet "Blåsyren"). Desværre havde Friis Johansen et skrøbeligt helbred, som førte til hans tidlige død. Han var en munter mand, malede oliebilleder og lancerede et væld af morsomheder. De fisk, jeg trak op af havet, hed "pastoriserede rødspætter."

Jeg havde en duplikator. Engang var det jo højteknologi. Med den duplikerede jeg efterhånden alle øens regnskaber samt deltog i de fleste generalforsamlinger: Sygekassen (før den offentlige sygesikring), Brugsen, Mejeriet, Husmandsforeningen, "Hestekassen”, "Kokassen" og Elværket. Tunø var jo en selvstændig kommune og havde det hele og kunne det hele. Svend Dommergaard, bl.a. kommunekasserer, ringede en dag: "Du ku' vel ikke slippe nogen penge'?" - "Jeg tror ikke, jeg skylder i skat!" - "Nej, det har jeg undersøgt; men Holger og jeg har vendt lommerne!" Forklaring: Nogle skippere havde ligget i havn i 8 dage pga. hårdt vejr, og efter gældende bestemmelse havde de ret til at få hjælp af kommunen - penge, som Tunø senere fik refunderet af deres hjemkommune. "Vent lige lidt," sagde jeg, ”hvad siger du til 475 kr. (husk det var i 60'erne)?" - "Bare hit med dem!" - "Jeg kommer!" Sådan klarede en betrængt kommune undertiden problemerne - med et minimum af bureaukrati. Skipperne fik pengene, købte en kasse øl hos købmanden og hyggede sig med den.

Når der var isvinter og en enlig person døde, så mødtes havnefogeden, August Kjeldsen (en fornem repræsentant for den gamle generation) og jeg i hjemmet. Talte kontantbeholdningen op og tog den i forvaring, registrerede bohavet i store træk, forseglede boligen, så den stod klar, når skifteretten kunne sende en person til Tunø igen.

Når der var olieforurenede fugle, engagerede jeg på politimesterens vegne en mand i hver ende af øen til at skyde ænder. Jeg talte de døde ænder op, registrerede hvilke patroner, der var brugt, og gav det videre til politimesteren, som k

vitterede med, hvad der svarede til to patroner pr. nedlagt and.

Søkortarkivets skibe foretog justeringer af søkort. "De har sagt, vi gerne må ringe til Dem, vil De gøre os en tjeneste?”  Jeg kørte til deres telt på havnen og afbrød strømmen fra en radiosender - og slog den til næste morgen, o.s.fr.

Og der var en stranding sydfra på Revet. Schwitzer ringede: "Nogen har sagt, vi skulle tage og ringe til Dem. Har De et forslag?" Jeg svarede: "Nu er der ikke noget at gøre, men vinden er højredrejende, og i morgen får vi nordvest og højvande. Når vindstuvning og tidevand er i fase, så kan De trække skibet af, når bovvandet fra hurtigfærgen kommer sydfra. Prøv at få den til at give et par ekstra knob, det giver mere sø. Men man skal trække hurtigt, så skibet ikke tager bunden mellem søerne. Det er mit forslag.” Vi beregnede et klokkeslet næste dag, og det lykkedes faktisk.

En tidlig vintermorgen kom jeg ned til havnen. Det var storm fra syd og ekstraordinært lavvande. En kutter stod ud af havnen, men da stævnen rejste sig mod en stor bølge, ramte skruen noget på bunden og gik fast. Kutteren blev kastet ind i stenmolen. Til alt held kom der en traktor kørende. Jeg kan ikke huske, hvem det var, men vi løb ud og fik en lang line af fiskeren, fik linen uden på en pæl og nu kunne vi trække kutteren rundt om hjørnet og på grund i roligt vand. Vi hjalp med at sikre båden, så godt, vi kunne. Fiskeren var drivvåd og mørkeblå af kulde. Han kom med hjem og i varmt bad i mere end en halv time og kom til hægterne igen. Da vinden gik i nordvest og højvandet kom, blev han trukket fri og slæbt på bedding. Heldigvis havde skroget kun taget lidt skade.

 Dengang lå der næsten altid fiskere i havn natten over i vinterhalvåret. De kom tit til døren med en halv spand fisk. Så kom de ind, fik kaffe og så fjernsyn - eller vi snakkede. Det var fast aftale.

Jeg havde engang et konfirmandhold på 5 eller 6 med ude og fiske i min båd. Jamen det var dejligt og samtidigt en katastrofe; for efter konfirmationen forlod de jo skolen og blev ikke engang halvt erstattet af andre. Så vi lærte at håbe på få eller ingen konfirmander for at bevare skolen og læreren. Jeg sagde til Tunøs pragtfulde

kvinder: "Hvis I får tre børn om året, så giver det med syv års skolegang aldrig under 21 børn i skole." Det kunne jeg jo sagtens sige! Men det blev unægteligt Tunøs fremtidige problemstilling.

Det betød i det lange løb, at vi måtte gøre op med os selv. Samtidigt ønskede man os til Samsø. Det endte med, at vi med tungt hjerte traf beslutning efter 8½ år. Og tog til Besser. Men jeg blev jo senere provst i Samsø-Tunø Provsti og bevarede således en tjenstlig forbindelse - ud over den personlige. Så kom forringelsen i 1986, da sognepræst Erik Ågård rejste, og man på grund af ansættelsesstoppet i folkekirken (stop for nye stillinger) flyttede Tunøs embede til Århus. I stedet dannedes Besser-Tunø Pastorat. Indtil marts 1992 var det igen Doris og mig, der var præstefolk på Tunø. Hver anden torsdag sejlede vi i vores båd til Tunø og boede i præstegården indtil søndag middag. Hvis vi f.eks. havde en begravelse i Besser om lørdagen, ja, så betjente vi Besser fra Tunø og sejlede frem og tilbage. Det var fordelen ved egen båd: En sådan tur kostede ca. 4 liter olie. I årets løb sejlede vi frem og tilbage ca. 32 gange. Normalt som sagt på Tunø hver anden uge i de nævnte dage, med masser af kontakt, konfirmander evt. menighedsrådet. En gang i mellem aftengudstjeneste med efterfølgende samling i præstegården. Og ellers højmessen om søndagen, hyggelig sammenkomst i præstegården indtil kl. 12, og kl. 13 sejlede vi ud af havnen, på vej til eftermiddagsgudstjenesten i Besser Kirke. Det var dejligt! Men ak, hvor forandret!

Og så, da vi blev pensioneret, holdt vi jul, påske og pinse i Tunø Kirke og præstegård - stadig som præst og organist -i (vist nok) 5 år.

Så vores forbindelse med Tunø har været langvarig og inderlig. Der er stadig et antal personer tilbage, som vi har kendt siden 1961. Tak skal I have!

Tilbage