(Poul Mandrup Hansen)
Århusbugtens vande lå som et spejl i septembervarmedisen. Vi sad på soldækket på Kalundborgbåden med kurs mod Tunø. Der sprang marsvin rundt omkring. På lang afstand kunne vi høre den rytmiske lyd fra tunøbådens motor. Vi var meget spændte på hvad der ventede os på den lille ø. Lidt efter lagde den til ved en åbning på vogndækket og passagererne trådte ned i båden for at blive fragtet det sidste stykke ind til Tunø havn.
Selv havde jeg været der en week-end nogle år forinden på besøg hos en bekendt, der havde købt et husmandssted for at benytte det som sommerbolig. Han havde engang i slutningen af fyrrerne været lærervikar der et halvt års tid og var blevet meget glad for øen. For min kone var det derimod første besøg. Vi var på dette tidspunkt begge lærere på en forstadsskole i Århus, men af forskellige grunde havde vi besluttet os for at prøve noget helt andet. Jeg var et par år forinden ved siden af mit lærerjob begyndt at studere musik på Århus Universitet. Der var nok at se til, og da vi så fik vort, viste det sig, eneste barn, var tiden moden til en eller anden form for forandring. Da så vi at stillingen som enelærer på Tunø var ledig. En ansøgning blev sendt og vi skulle nu over at se om det nu også ville være noget for os.
I forvejen havde vi kontaktet formanden for skolekommissionen, Peder Hougaard, der sammen med konen Ina drev pensionat. Ina gjorde også rent på skolen og ”Petter” var pedel – fire timer om ugen. Vi havde regnet med at vi efter at have set skolen og øen sammen med formanden nok også burde tage en tur rundt til de andre medlemmer i skolekommissionen, men tiden gik, Peter og Ina var utroligt gæstfrie og pludselig skulle vi med båden hjem igen. Peter fortalte senere at det var bevidst han havde sørget for, at de andre ikke fik hilst på os, for med den hårlængde, jeg mødte frem med, ville mine chancer for at få stillingen være lig nul. Og Peter syntes nu det skulle være os. Et stykke tid efter kom så brevet fra amtet, der bekendtgjorde, at jeg var kaldet til stillingen som enelærer på Tunø.
Vi havde nok tænkt os at blive på Tunø et par år eller tre og så ellers vende tilbage til virkeligheden. Der havde vi forregnet os.
Det var som at vende tilbage til sin barndom i 50´erne. Det økonomiske fremskridt var endnu ikke slået igennem, gårdene og stuehusene så ud som da de blev bygget, og de små fergusoner tegnede maskinparken. Tunø var på dette tidspunkt - december 1969 - endnu en selvstændig kommune. Amtet sørgede med tilskud for, at skatteprocenten på Tunø til enhver tid udgjorde gennemsnittet af de øvrige kommuner i amtet. Med stort amtsligt tilskud var der i 1958 blevet opført en ny skole til de ca. 35 børn der da var på øen. Lærerboligen var blevet bygget et par år før. Jeg blev den fjerde lærer på den nye skole. Arne Jensen var den første. Han følte lidt at det var hans skole, og gik hvileløst rundt efterhånden som folket overtog den til også private fester. Det endte med hans afrejse og en dobbeltside i Billed Bladet: Lærer solgt for to kasser øl. Forbindelserne til omverdenen foregik som nævnt ved at sejle ud til Kalundborg-bådene. Hertil var der på øen de to både ”Tunø” og ”Kjeldsen”. Århus Stiftstidende havde desuden en båd ”Ternen”, der to gange dagligt fra Hou besejlede Tunø og Mårup på Samsø, medbringende avisen, post, mælk og brød. Den måtte desuden tage 10 passagerer. Ved kommunesammenlægningen i 1970 kom Tunø med i Odder kommune og en færge blev sat ind mellem Tunø og Hou for at knytte øen fastere til Odder.
Før 1970 blev fragt i større mængder transporteret med paketbåden ”Bølgen”, der med hjemstavn i Århus også besejlede Ballen på Samsø, én til to gange ugentlig. Så vi pakkede vores ikke særligt omfangsrige indbo i et folkevognsrugbrød og kørte ned til ”Bølgen”. Det største problem var at få klaveret ned i skibets bug, men en kraftig trosse blev bundet fast og langsomt gled det ned i dybet. En knagende lyd viste sig senere, da vi havde fået det op i land på Tunø, at stamme fra da bunden i klaveret blev presset sammen og senere gjorde det til en blandet fornøjelse at traktere det. Jeg sejlede selv med over for at gøre alt klart til at min familie kunne følge efter i løbet af en uges tid. Turen over tilbragte jeg i styrehuset hos skipper Chr. Beyer. Den Århusbugt, der i september havde været plan som en skøjtebane, viste nu anderledes tænder. Som den landkrabbe jeg da var, syntes jeg vist, at det var lidt af et vovestykke, det vi havde kastet os ud i, men vi nåede da frem uden den helt store dramatik. Jeg havde i forvejen allieret mig med ”de ung´ giwt”, og på havnen på Tunø holdt der da også et par traktorer med vogn. Det var mit første møde med rigtige tunboere. Jeg havde i forvejen kun mødt på Ina og Peter, og Ina beklagede sig altid over, at hun og Peter jo ikke var rigtige tunboere og ”aldrig var blevet accepterede”.
Den næste uge gik så med at indrette lærerboligen. I skolens sløjdlokale tilbragte jeg i løbet af vinteren mange timer med at fremstille møbler og andet til huset. Lokalet lå på første sal mod øst med udsigt til Nordby Bakker, der lyst hvidt af sne. Vi oplevede allerede den første vinter at forbindelserne til øen var afbrudt på grund af is. Dette skete flere gange i den tid vi var på Tunø. For nogle var det forfærdeligt og ”februarsygen” kunne hærge. Jeg synes selv at det var en utroligt fascinerende oplevelse at være helt isoleret og se naturen vise sig fra en helt anden, ny og farlig side. For børnene var det især spændende, når helikopteren landede sit net med dagligvarer med stor præcision på uddelerens vognlad. Så lod man bøger være bøger og styrtede ud ad døren for at kigge på.
Men pligterne kaldte, og den følgende mandag mødte de 10 elever så op, fem i 6. klasse, to i 5., én i 4. og to i 1. klasse. Undervisningen var organiseret på den måde, at de store mødte fire timer fra kl. otte til middag, de små to timer over middag. Der var også ved skolen en faglærer, Ingeborg Rasmussen. Hun underviste i håndarbejde og husgerning. Min kone overtog pigegymnastikken, som præstekonen havde haft. Præsten var flyttet fra øen om foråret, og Kirkeministeriet havde valgt ikke straks at ansætte en præst. Da lærerstillingen var blevet ledig senere på året, havde man overvejet at slå stillingerne sammen, som det var sket på flere af de mindre øer. Det var man dog gået fra igen.
Da der var påbudt otte års undervisningspligt, var der tradition for, at børnene fra Tunø fik det sidste år på en efterskole. Da de fem ældste året efter skulle af sted, kom det på tale, at de jo ligeså godt kunne gå i ottende klasse på Tunø. Forældrene var kede af at slippe børnene, og børnene var på deres side noget i tvivl om de nu også kunne klare sig fagligt. De havde haft mange vikarer og undervisningen havde en overgang været lidt tilfældig. Så vi lavede en beregning, der klart viste at det selv med et ekstraforbrug af timer ville være klart billigst at de blev på øen. Min kone fik derfor udvidet sit timetal, så vi nu var tre lærere på skolen.
Succesen blev ikke gentaget, måske fordi vi gjorde meget ud af at forberede børnene på, at de jo ikke kunne blive på Tunø for altid. Men timetallet beholdt vi tildels, da der efterhånden kom flere børn i skolen. De ”ung´ giwt” var her storleverandører. ”De ung´ giwt” var en gruppe på omkring 6-7 yngre, nogenlunde jævnaldrende landmænd, som omtrent samtidigt var blevet gift og stiftet familie. I de fleste tilfælde var konen udenøs, så selvom man i aviserne ofte kunne læse om mangel på kvinder på de danske øer, var dette ikke tilfældet på Tunø. Brugene var set med nutidsøjne ikke store, og det var svært at opretholde en levestandard som kunne stå mål med fastlandet. Mange forskellige former for landbrug blev forsøgt, før man fandt frem til det grønne guld, grønsagerne, især porrer, persillerødder, løg m.m. Resultatet blev snart synligt i form af til- og ombygninger i stor stil. Velstanden var kommet til Tunø.
De gamle tunboere havde dog ikke stor tiltro til den nye generation med deres nymodens facon. Før kommunalreformen sad Holger Jensen og Svend Dommergaard på magten. Holger var sognerådsformand i mange år, Svend kasserer. De var sjældent enige. Fik den ene en god idé, havde den anden automatisk det modsatte synspunkt. Alligevel fik Svend som den mest teknisk interesserede sin plan om et elværk realiseret, og Holgers nye skole blev også bygget.
I Willys baglokale til posthuset blev verdenssituationen hver formiddag diskuteret og der blev taget stilling til stort som småt. Efterhånden som de gamle faldt fra, rykkede der nye ind i kredsen. Det var et ridderslag, da Willy første gang spurgte om man ville have en øl med ordene: ”Du kan jo følge med ind bagved.” Svend og Holger var der sjældent samtidig.
Ved kommunesammenlægningen i 1970 var Svend Dommergaard af den nye byråd blevet udnævnt til at være kontaktmand mellem ø og kommune. I det lange løb syntes de unge, at han vist nok mest var kommunens mand, i hvert fald fik man aldrig informationerne om en for øen vigtig sag, det være sig fartplan, fragttakster eller el-priser, direkte ved f.eks. et beboermøde. Nej, nyhederne skulle først serveres i baglokalet, men derfra blev de nu hurtigt spredt. Ved næste byrådsvalg i 1974 fik vi dog muligheden for selv at vælge vores kontaktmand. Ungdomsoprøret var nået til Tunø. Der blev stiftet en beboerforening, idéen hertil var udsprunget af den nye ø-sammenslutning, der var blevet oprettet og hvor også Tunø kom med i. På et opstillingsmøde skulle vælges en modkandidat, men man kunne ikke enes om en kandidat. Dem der gerne ville, ville ingen vælge, og dem man helst så valgt, ville ikke opstille. Et kompromis blev indgået – og beboerforeningens kandidat tabte valget med én stemme. De gamle havde fået kolde fødder og alle der kunne krybe og gå var mødt op på valgdagen for at hindre katastrofen.
Beboerforeningen, der stadig lever i bedste velgående, gjorde et stort arbejde for at hindre affolkning ved konstant at være på tæerne når byrådet fandt på besparelser, der ville forringe mulighederne for at få nye tilflyttere – eller endog fremskynde affolkningen.
Stillingen som lærer indebar en mængde mere eller minde veldefinerede og aflønnede arbejder. Man kunne naturligvis ikke nøjes med den stilling, man var kaldet til. Jeg skulle også stå for bogudlånet fra filialen på Tunø skole, hvilket indebar et 14 dages kursus i Randers. Så var der aftenskolen, som man automatisk blev leder af og helst skulle undervise i. Efter et par år kom den gamle smed og fyrpasser Andreas Jørgensen og spurgte, om jeg ikke kunne overtage hvervet som ismeldemand overfor Statens Istjeneste. Jeg boede nemlig så godt for der oppe på bakken med udsyn til vandet. Han selv havde problemer med at klare turen op i fyrtårnet hver morgen, når der var havis. Han havde en legendarisk overtalelsesevne, så næste vinter ventede jeg spændt på vejrprognoserne. Det var med at trække den så længe som muligt med at sende observationerne, for var man først begyndt, skulle man fortsætte resten af vinteren. Honoraret var kun symbolsk og stod slet ikke mål med det tunge ansvar, jeg følte. I fantasien forestillede jeg mig skibe blive skruet ned af isen på grund af at jeg ikke havde kunnet afgøre om det jeg så i kikkerten fra bakken bag skolen var uskadelig grødis eller fast, tommetyk havis.
Det var også smeden, der fandt på at jeg skulle spille orgel i kirken og være kirkesanger. Tunø havde som nævnt ingen præst, og der kom ingen ansøgninger, da stillingen langt om længe blev slået op. Hen på foråret bad menigheden kordegn Chr. Houkjær fra Hobro om at blive deres præst. Han havde ganske vist ingen teologisk embedseksamen, men biskoppen sagde god for ham og gav ham nogle bøger, som han skulle læse. Og så manglede der kun en degn og en organist. Smeden havde hørt at vi havde et hjem med klaver (der ganske vist nu var ubrugeligt). Han havde heller ikke hørt mig spille orgel, men det betød ikke noget. Havde han hørt det, havde han måske ikke spurgt, men søndagen efter mødte jeg i kirken og fik efterhånden så megen øvelse, at både præst og menighed var tilfredse. Orglet var i 1948 ved bl.a. redaktør Schmidts rundhåndede bidrag skaffet til øen. Det havde oprindeligt stået i Ålestrup kirke og var altså godt brugt allerede da. Der var ingen pedaler, hvilket bekom mig udmærket, og det havde faktisk en ganske vidunderlig klang, hvilket jeg var ret ene om at mene, indtil jeg under en Tunø-festival faldt i snak med organisten Ulrich Spang-Hansen fra Assens, der sammen med Per Folke på bas gav en koncert med jazz-udgaver af danske salmer. ”Det må I aldrig skille jer af med”, var hans kommentar, men mangel på reservedele til orglet og almindelig slitage medførte at man for nogle år siden fik et nyt orgel. Det gamle var et såkaldt pneumatisk orgel, hvilket bl.a. indebar at der ikke kunne installeres en motor til at drive bælgen. Det skulle pumpes af en bælgtræder, og det var altid en elev fra 7. klasse, der var den heldige. Der var nemlig rift om stillingen, dels på grund af lønnen, men nok mest fordi den pågældende elev jo i forvejen gik til præst og derfor havde pligt til at møde til et antal gudstjenester, og nu oven i købet fik penge for det!
Det viste sig, at der faktisk var en organist på øen, der gennem en del år havde haft stillingen, men hun var af en eller anden grund raget uklar med alle. Hun var fra en stilling i regnskabsafdelingen på en større virksomhed i Århus havnet på Tunø, hvor hun i en moden alder var blevet gift med en gårdmand. I begyndelsen underviste hun øens børn i rytmik, vist efter både Steiners og Orffs principper. Hun var født i Tyskland og havde billeder af alle de store komponister på væggene, Goethe i reolerne og nogen forvirring i sindet. Mit første møde med hende var i svogeren Michael Thunbos lille købmandsbutik. Hun spurgte, om jeg var den nye lærer, og om det gjorde noget at hun vendte ryggen til, når hun talte med mig, for hun syntes at jeg var så grim – vist nok på grund af mit skæg. Jeg sagde, at der var fint nok for mig, for jeg syntes heller ikke at hun så alt for godt ud. Fra den dag var vi de bedste venner.
Efter hende blev bageren organist. Nogle sagde at den forrige organist vist var blevet fyret, så bageren kunne få stillingen, for han skyldte nemlig i skat. Bageren var desværre død umiddelbart før jeg kom til øen. Han var en lystig svend, der lørdag aften sammen med bl.a. Svend Dommergaard, Harry og Karl Aage Kjeldsen om sommeren spillede til ballerne i forsamlingshuset. Derefter skulle morgenbrødet bages inden han stillede i kirken, hvor salmerne blev spillet med et ekstra lille swing som en hilsen fra dansegulvet. ”Nu skal jeg op at spille til Herrens pris”, sagde han gerne, ”en pris af 25 kr.!” Han var kommet til øen under krigen og fik efterhånden bygget et nyt hus og oparbejdet en god forretning. I et lokale i huset indrettede han caféen ”Den Blå Syren”, der aldrig kom til at hedde andet end ”Blåsyren”.
Der var tre steder, hvor folk samledes til såkaldte kulturelle arrangementer, kirken/præstegården, skolen og forsamlingshuset. Skolen var i sin tid blevet bygget til også at være sognegård med alt hvad det så måtte indebære. Det var en stor ting for tunboerne at de nu havde gymnastiksal, hvor de om vinteren kunne spille badminton og gå til gymnastik. Der var en glimrende udstyret sløjdsal, og selvfølgelig kom der et tilbud om sløjd i aftenskolen, der også kunne byde på lampeskærmssyning, kjolesyning og håndarbejde, litteratur, tysk, engelsk samt div. foredrag. Foredragsrækken skulle helst have et overordnet tema, hvilket nok kunne være svært at samle deltagere til, hvis ikke vi fandt på hvert år at lade emnet være ”Danmark og danskerne”. Det var svært at finde en foredragsholder, der ikke med lidt god vilje kunne få sit foredrag tilpasset denne overskrift.
Mange foreningsmøder blev holdt på skolen og Brugsens generalforsamling var det helt store tilløbsstykke. Ved den første generalforsamling vi var med til, opdagede vi, at kvindebevægelsen ikke rigtig var kommet til Tunø endnu, for det var kun mændene, der havde stemmeret! Især min kone var dybt forarget, indtil vi opdagede at de enlige kvinder i forsamlingen også fik en stemmeseddel udleveret. Sagen opklaredes ved, at der var én stemme pr. husstand – med var naturligvis manden, der bestemte hvor krydset skulle sættes og derfor fik stemmeseddelen udleveret.
Det var også gymnastiksalen, der måtte tages i brug, da filmklubben fik sit største trækplaster til øen, Morten Korchfilmen ”De røde heste”. Filmklubben blev dannet, da der på et tidspunkt var nogen utilfredshed med repertoiret i TV, og der var ingen biograf lige om hjørnet. Det viste sig dog at være svært at skaffe film hjem, der faldt i tilskuernes smag. Jeg havde muligvis også i ungdommeligt hovmod lagt mere vægt på de smalle film end godt var. I hvert fald kom der et folkekrav om ”De røde heste”. Tilstrømningen var enorm, men kvaliteten af billede og lyd lod meget tilbage at ønske. Mange år var gået siden tunboerne var sejlet til Samsø for at se den, og mindet om den var vokset til dimensioner som skolens gamle 16 mm apparat slet ikke kunne leve op til. Mange nægtede at tro på at det faktisk var den samme film og skumlede fælt.
De første mange år inviterede vi hvert år i begyndelsen af december gamle venner og venners venner til musikalsk sammenkomst. I løbet af weekenden indøvede vi et repertoire, så vi søndag eftermiddag kunne indbyde til kirkekoncert, noget dengang ret nyt på Tunø. Også i skolen blev der lagt stor vægt på musikken, f.eks. skulle alle børn lære at spille på et eller andet instrument. Det blev efterhånden en tradition, at vi Lillejuleaften inviterede alle elever, også dem der nu gik på efterskole eller var under uddannelse, til en hyggeaften i lærerboligen. Her øvede vi så de salmer igennem, der skulle synges i kirken til juleaftensgudstjenesten, samt et post-og præludium. Det var faktisk lidt flot, at der tit kunne møde over tyve musikere op og medvirke til at gøre det ekstra festligt at synge og spille julen ind. Skikken holdes stadig i hævd derovre.
En af de skikke der var helt ny for os, var at det ikke var nytårsaften, der skulle laves løjer. Valgborgaften bliver der – som vistnok i hele Hads og Ning Herred – brændt bål på stranden, og mens man så gik en aftentur og nød synet af de mange lysglimt i horisonten, var der frit slag for børnene. Nytårsaften blev dog ikke helt glemt. Et år ville vores søn Kaspar sammen med en kammerat prøve noget, som en af de voksne havde fortalt dem om. På Tunø var der ingen biler, så folk benyttede deres traktor. På bagkassen var anbragt en stol til konen, hvor hun kunne sidde i nogenlunde læ for vejr og vind. Engang havde denne spøgefugl under en fest fjernet alle splitterne, der forbandt traktor og kasse, og da manden kørte af sted blev konen roligt siddende tilbage. Manden blev jo noget overrasket, da han kom hjem og opdagede, at konen ikke var med. Nå, denne succes ville de to drenge så prøve at gentage, men de var åbenbart blevet overrasket inden de var helt færdige med deres forehavende, så da traktoren forlod stedet, sad konen hvor hun skulle sidde.
Næste morgen kom kammeratens far ophidset op til os og fortalte hvad der var sket. Halvvejs vesterud, hvor parret boede, var kassen med stol og kone faldet af og konen var trimlet i grøften og havde selvfølgelig fået et chok og også slået sig slemt. Hendes mand havde været helt ude af den, da han var kommet hjem og opdagede hvad der var sket. Det var to slukørede drenge der senere på dagen cyklede ud med chokolade og blomster for at undskylde.
Det var en stor omvæltning efter 16 år på Tunø at vende tilbage til den danske folkeskole. På Tunø havde vi af simpel nødvendig undervist efter de nu meget moderne pædagogiske principper om projektundervisning og fagintegration, det hele menneske osv. Hvor det i en klasse med flere lærere let kan komme til at virke postuleret og demonstrativt moderne, var det på Tunø så enkelt: man havde børnene i alle timer til alle fag og derved hang verden sammen. De voldsomme omvæltninger, der skete i det øvrige Danmark oplevedes kun på afstand og gennem medierne. På Tunø kom ændringerne med forsinket og nedsat effekt.
Tiden på Tunø har betydet meget for mig, og jeg har været utrolig glad for at have lært de mennesker at kende, som jeg i så mange år dér delte skæbne med. Der er heldigvis flest gode oplevelser at tænke tilbage på, som da Lars-Bo, der lige var begyndt i 1. klasse, står efter skoletid og skal til at hjem til familien. ”Ved du hvad”, sagde han, ”jeg glæder mig sådan til i morgen. For så er der en helt ny dag!”