Kalender
| 4. marts 2008 | Bestyrelsesmøde:
1. Ansøgning om tilskud fra Festival-Fonden |
| 9. april 2008 | Bestyrelsesmøde:
1. Generalforsamling: Afholdes 17.
eller 24. maj (når Ø-lykkecenteret er ledigt). |
| 31. maj 2008 | Generalforsamling afholdes i
Ø-lykkecenteret lørdag d. 31. maj kl. 14.00 Referat fra generalforsamlingen: 1. Jørgen Hastrup blev valgt som ordstyrer. 2. Formanden Lis Bertelsens beretning godkendtes. Kan læses i Årsskrift 2008. 3. Karl Johansen fremlagde regnskabet, der godkendtes. Arkivet har en kassebeholdning på 20.000 kr., men har p.t. et årligt driftsunderskud på o. 6.000 kr. Se Årsskrift 2008. 4. Elin Johansen og Poul Mandrup Hansen genvalgtes til bestyrelsen. 5. Reiner Theilgaard og Jakob Bertelsen genvalgtes som suppleanter. 6. Frede Søgaard og Henry Henning genvalgtes som revisorer. 7. Grundet arkivets dårlige økonomi fremlagde bestyrelsen forslag til tegning af støttemedlemskab á 1.000 kr. Brev sendes til udvalgte firmaer i Odder kommune og emner blandt Tunøs "venner". Jørgen Hastrup anbefalede, at der til gengæld skulle være mulighed for at reklamere i årsskriftet. Herefter var der kaffebord for de tolv fremmødte, og Poul Mandrup Hansen viste fotos fra det gamle Tunø og fortalte om sit arbejde med Dommergaard-slægten og grev Moltke. Se artikel i Årsskrift 2008. |
| 3. marts 2009 | Karl Johansen og Poul Mandrup Hansen er ved at lægge sidste hånd på en fortegnelse over de enkelte huse og gårde på Tunø. Vi har forsøgt at beskrive ejerforhold m.m. om hver enkelt ejendom. Vi er meget interesseret i at vide mere, så kontakt os, hvis I ligger inde med oplysninger. |
| 17. marts 2009 | Bestyrelsesmøde på arkivet kl. 10.00. 1. Siden sidst: Det har været en stille vinter med arbejde med at registrere indkomne materialer, scanning af fotos, arbejde med data-basen med tunø-slægterne samt udarbejdelse af en slags hus- og gårdhistorie for alle helårsboligerne på øen. Der kan ved henvendelse mod betaling fås både anetavler (200 kr.) og hus/gårdhistorie (25 kr.). 2. Årsskrift: Der arbejdes på en artikel, der tager sit udgangspunkt i lærer Edm. Bruuns hustru Hildur Bruuns o. 100 breve til sin moster i Haderslev under krigen. Der vil også bringes noget om arbejdet med ovennævnte hus/gård-historie. 3. Generalforsamling: Reserver lørdag d. 16. maj. På valg er Ole Frank, Lis Bertelsen og Karl Johansen. |
| 16. maj 2009 | Ordinær generalforsamling afholdes i
Ølykkecentret 16. maj 2009 kl. 14.00. Dagsorden: 1. Valg af dirigent. |
| 2. maj 2009 | Årsskrift 2009 - Nr. 27 er udkommet |
| 29. maj 2009 | Referat fra generalforsamlingen 16. maj
2009. Der var mødt elleve op til den årlige generalforsamling i Ølykkecenteret. Fra bestyrelsen deltog formanden Lis Bertelsen og sekretær Poul Mandrup Hansen, idet der var afbud fra Elin Johansen, Ole Frank samt Karl Johansen, der var blevet indlagt på Amtssygehuset i Århus. Helle Seidler valgtes til dirigent, Aase og Frede Søgaard til stemmetællere. Formandens
beretning 2009 Regnskab Foreningens økonomi er i bedring. Der er indkommet 12.650 kr. fra forskellige sponsorer, så bankkontoen er vokset fra 20.463 kr. til 31.390 kr. Der blev fra flere sider givet løfter om, at foreningen ikke behøver at frygte lukning p.gr.a. økonomien. Valg af bestyrelse og suppleanter. Genvalg. Valg af revisorer. Aase og Frede Søgaard valgtes. Under eventuelt meddelte formanden, at bestyrelsen havde besluttet at udnævne den daglige leder Karl Johansen til Æresmedlem nr. 2 af foreningen. Et diplom samt en stor buket blomster er afleveret til Karl på sygehuset. * Efter
generalforsamlingen fortalte Poul Mandrup Hansen om de breve, der ligger
til grund for artiklen "Men, kære Moster, jeg græder ikke!"
i Årsskrift nr. 27 - 2009. |
| 25. febr. 2010 | Poul Mandrup Hansen er pr. 1. febr. flyttet til Strandgade 39, 5300 Kerteminde, men fortsætter sit arbejde i bestyrelsen. Kan kontaktes på tlf. 22 49 24 66 eller på mail poulmandrup@gmail.com |
| 7. maj 2010 | Årsskrift 2010 udkommer. Artiklen i år er "Dreng på Tunø fra 1943 til 1959" af Bent Jørgensen. Bent Jørgensen er født 1943 på Blåkærgård, som iflg. Bent faktisk hedder Kanikkegaard! Han giver en meget levende beretning om Tunø set fra barnehøjde og det er imponerende, hvad han kan erindre. Sin evne til at fortælle har han ikke fra fremmede, idet han er søn af øens legendariske sang- og viseforfatter, Rudolf Jørgensen, ham med Tunø-sangen. |
| 29. maj 2010 | Referat fra generalforsamlingen 29. maj
2010. Der var 13 fremmødte til den årlige generalforsamling, heraf alle fra bestyrelsen. Dagsorden ifølge lovene: 1. Velkomst v. formanden, Lis Bertelsen. 2. Forsamlingen fandt det ikke nødvendigt med en ordstyrer. 3. Formandens beretning: Arbejdet i arkivet har i det forløbne år været præget af megen sygdom blandt bestyrelsens medlemmer. Derudover har kassereren og sekretæren brugt megen energi på hussalg og flytning, Karl Johansen til Tunø Hovedgade 3B og Poul Mandrup Hansen til Kerteminde. Sidstnævnte fortsætter dog sit arbejde i bestyrelsen som sekretær og ansvarlig for person-databasen og arkivets hjemmeside på adressen www.tunoe-arkiv.dk. Der er ikke afleveret mange effekter i årets løb til registrering og arkivering, så arbejdet har mest bestået i at færdiggøre gamle afleveringer. Vi modtager selvfølgelig gerne alt af interesse og betydning for Tunøs historie. Vi har i det forløbne år fået færdiggjort en fortegnelse over alle huse og gårde på Tunø, deres opførelsesår, udflytning, ejerforhold og personalhistorie. Udskrifter kan købes på arkivet. Fortegnelsen omfatter ikke sommerhusene. Persondatabasen udbygges stadig og der kan udskrives ane- og slægtstavler, pris 200 kr. Artiklen fra Årsskrift 2009, "...men kære Moster, jeg græder ikke" bliver muligvis bragt i hæftet I Godt Selskab, der i december udgives af Odder Arkiv og Odder Museum. Foreningen har for tiden 116 medlemmer, heraf 13 ægtepar. Der er dog 11 medlemmer i restance, og vi opfordrer hermed disse at indbetale restancen. 4. Regnskabet godkendt. Kassebeholdningen er: 34.280,77 kr. 5. Elin Johansen og Poul Mandrup Hansen genvalgtes til bestyrelsen. 6. Reiner Theilgaard valgtes til suppleant i bestyrelsen. 7. Åse og Frede Søgaard valgtes til revisorer. 8. Der var ingen indkomne forslag. 9. Evt.: Ole Frank påtog sig at kontakte tunboerne om medlemsskab. |
| 23. okt. 2010 | Det årlige hæfte "I Godt Selskab" udkommer med en lettere forkortet udgave af artiklen "Men kære Moster, jeg græder ikke" fra vort Årsskrift 2009. Artiklen bringer uddrag af breve under krigen fra lærerkonen Hildur Bruun til en yderst kærlig og hjælpsom moster, bosat i Haderslev. Heri fortælles mange interessante ting fra Tunø under krigen. Hæftet udgives hvert år op til jul af Odder Lokalhistoriske Arkiv og Odder Museum og kan købes på arkivet i Odder eller i Bog&Idé i Odder. |
| 4. febr. 2011 | Se her, hvad der blev af den gamle Tunø-færge M/F "Hou", der 1974-93 var indsat på ruten Hov-Tunø: |
| 25. april 2011 | To artikler fra Årsskrift 2008 er nu
tilgængelige på hjemmesiden: "Præst
på Tunø" af Knud Berggreen
og "Grev Moltke og Dommergaard-slægten" af Poul Mandrup Hansen. |
| 15. maj 2011 | Ordinær generalforsamling afholdes i
Ølykkecentret 4. juni 2011 kl. 14.00. Dagsorden: 1. Valg af dirigent.
|
| 20. maj 2011 | Årsskrift 2011 udkommer m. en artikel om Tunø Lodseri samt Jytte Lillian Holms fortællinger om sin farfar Hans Olesens skibskiste og hans sejlerslægt på Tunø. |
| 4. juni 2011 | Ordinær generalforsamling Der var 14 deltagere i foreningens årlige generalforsamling. Formand Lis Bertelsen bød velkommen og man besluttede, at det ikke var nødvendigt med en ordstyrer. Formandens beretning lød: Det har som sædvanligt været et år på det jævne mht. arbejdet på arkivet. Der kommer kun ganske få afleveringer til registrering. Arbejdet med at scanne vores fotosamling ind på computer har ligget stille, fordi vi har haft besvær med at få den nye PC til at fungere, men nu har Mikkel endelig fået gang i den, og tak til ham for det. Persondatabasen udbygges stadig, og der har været flere henvendelser fra folk, der gerne vil vide mere om deres slægt på Tunø. Der har bl.a. været besøg af Eric Scott Rasmussen fra USA, der er efterkommer af Paula Carvil, der voksede op på Tunø Hovedgade 19. Hun emigrerede med sin mand Ole Kristian Rasmussen til Detroit, Michigan, USA. Hendes anetavle er udskrevet og sendt til ham. Tunø Avis har i en længere periode haft en side med de enkelte huse og gårdes historie med fotos. Hus- og gårdhistorier kan købes på arkivet, ligesom der som nævnt også kan udskrives forskellige former for ane- og slægtstavler. Persondatabasen omfatter nu o. 7.500 navne. Vores hjemmeside opdateres jævnligt, og artikler fra Årsskrift 2008 er lige lagt ud på siden. Vi modtager stadig gerne gamle fotos, personlige papirer, skøder, breve osv. Økonomisk går det stadigvæk nogenlunde. De kommunale arkiver i Odder og Saxild har været igennem en turbulent periode med krav om nedskæringer, der resulterede i en sammenlægning med Odder Museum. Så på en måde er det meget heldigt, at vi ikke er afhængige af Odder Kommune, men kan bestemme selv. Men det kræver jo en stor opbakning fra medlemsskaren og andre af Tunøs venner – og det har vi så heldigvis også – og tak for det! Karl Johansen fremlagde regnskabet, der udviste en kassebeholdning på 33.405,08 kr., der var 875,69 kr. lavere end sidste år. Foreningen har 91 enkeltmedlemmer og 16 ægtepar-medlemmer. Lis Bertelsen, Karl Johansen og Ole Frank genvalgtes til bestyrelsen, Jakob Bertelsen og Reiner Theilgaard som suppleanter. Frode Søgaard som revisor. Under eventuelt efterlyste Poul Mandrup Hansen yngre og friske kræfter, der kunne gå ind i bestyrelsen og/eller melde sig som arbejdskraft i arkivarbejdet, gerne med nogen IT-viden. Helle Seidler foreslog, at der i næste årsskrift blev bragt en artikel om Tunø Vandværk, der da vil have 100-års jubilæum. Der foresloges, at det nok måtte være en opgave for Jørgen Hastrup, der da heller ikke helt ville afvise muligheden derfor. Efter generalforsamlingen fortalte Poul Mandrup Hansen om arbejdet med artiklen om Tunø Lodseri fra Årsskrift 2011, herunder om kontakterne til Benny Christensen, der har skrevet flere artikler om lodsvæsenets historie i Danmark, og til Jytte Lillian Holm og hendes bror Ole Olesen, der for nogle år siden skænkede deres farfar Hans Olesens skibskiste til Tunø Museum. Årsskrift 2011 bringer Jyttes fortælling om skibskistens historie. Hans Olesen blev f. 11. okt. 1863 på Tunø i en gammel lods- og sejlerslægt. Der blev vist fotos, som Jytte havde sendt til arkivet, samt andre ældre fotos fra arkivets samling, der gav anledning til mange gode historier. |