Den gamle Tunøsang

 (Tekst og melodi: anonym)

 l. Hist på Kattegattets vover
svømmer stolt en lille ø.
Fordum stod der stolte skove,
jægerhornets toner lød.
Nu man ser den lille by,
fredelig bag træers ly.
Gæve søfolk her man finder,
som skønt hædrer gamle minder.

2. Vistnok har jeg ofte gæstet
øer, som var skønnere,
men på Tunø har mig fæstet
inderlig beskedenhed.
Disse hyggelige hjem,
o, hvor jeg dog elsker dem.
Disse gæstfri, milde stemmer,
dem jeg vistnok aldrig glemmer.

Tilbage

3. Alle er som sammenknyttet
af et indre venskabsbånd.
Kristenhed har mildt beskyttet
dem mod lastens overhånd.
Her mig mødte ingen spot,
hvert et ord var mildt og godt.
Når man kommer som en fremmed,
let sin længsel man forglemmer.

 4. Venlig er den lille kirke,
hvorfra fyret blinker skønt.
Her som sjælesørger virker
en, der elsker dem så ømt.
Ak, jeg hørte ham jo ej,
men hans formand hørte jeg.
Ordet, som han for os talte,
vistnok mangen en husvalte.

 5. Glad jeg vil for stedse mindes
al den gæstfrihed, jeg nød.
Ikke alle steder findes
folk som her på denne ø.
Gud velsigne hvert et hjem,
lade velstand spire frem,
og gid at han vil bevare
Tunø mildt fra hver en fare.